Vi venter på Godot – Hvad venter I på ?

Fuld turbo eller tid til eftertanke ?

Sjov eller fordybelse – hvad er vigtigst ? Hvad er kunst, og hvad er kvalitet ? Behøver stilhed være kedelig ? og behøver man altid gå så mange omveje for at finde ”den dybere mening” ?

Vi overværer ”allersidste” prøve på ”Vi venter på Godot” og hives ind i to af skuespillernes vilde og spændende uenighed om, hvad der er vigtigt og ikke vigtigt i måden at angribe livet på.

En  underholdende og pinagtigt aktuel diskussion om livets umiddelbare meningsløshed. Efter en time har vi fået både essensen af Becketts stykke og eftertanke om, hvordan vi som mennesker forvalter vores lid og tid.

Medvirkende: René Foshammer og Bo Larsen

Uddrag af anmeldelser af “Vi venter”

Kirsten Dahl,  Børneteater avisen

Effektfuldt teater om at stoppe op og spille fordybelsen

De toppes og kævler og brokker sig ind af en kant. To skuespillere, der står og skal til og i gang med den seksogfyrre-tyvende gennemspilning af Samuel Becketts “Vi venter på Godot”, bliver grebet på sengen af publikum. Vi er klar. Men det er de bestemt ikke. Alt flyder, intet er rigget til, og spillerne er endnu ikke kommet i deres kostume. Heldigvis da. For alt er selvfølgelig iscenesat. Lotte Kjærup har begået en begavet, stram og underholdende tekst, der parrer en aktuel diskussion med den gamle absurde klassiker. På udfordrende vis fletter Lotte Kjærup, små passager af Becketts tekst, og filosofiske overvejelser om, hvad teaterkvalitet er for en mærkværdig størrelse, ind i de to spilleres hverdagslige samtale. De to spillere er hinandens modsætninger. Det får teksten til at leve. Og skuespillerne bag, René Foshammer og Bo Larsen spiller løs med en timing og energi, så det er en ren fornøjelse.

Den ene, ham René Foshammer spiller, flyver og farer af sted som en løbsk fjernbetjening i det nu, han til stadighed er i tvivl om er det optimale sted for ham at være. At leve er for ham at improvisere sig frem i livets mange udbud. Nyt er for ham pr. definition noget godt.

Den anden, ham Bo Larsen er som skabt til, vil fordybelsen. Livet har ifølge ham så mange valgmuligheder, at vi ikke en-gang kan nå at forholde os til det, vi har valgt. “Skinnerne til det tog, vi kører i, bliver lagt, mens vi er på vej ud over afgrunden”, som han siger. Derfor ønsker han at stoppe op og mærke efter. Mærke det magiske i stilheden, for eksempel.

Mellem lyspult, ledninger, værktøj og stativer sætter de to cowboybukse-klædte spillere en samtale i gang om livet og teatret. Bølgerne går højt.

René Foshammers turbotravle spiller, der tripper efter at få en rolle på film eller tv, er ved at gå ud af sit gode skind af kedsomhed over den aktiondrænede Beckett-opsætning, han spiller med i. Ifølge ham ville en fægtescene pynte gevaldigt på spillet.

Bo Larsens eftertænksomme-spiller udfordrer sin flyvske makker med nærgående spørgsmål, så som: “Sig mig, hvorfor er du her egentlig, når du har så lave tanker om dit arbejde?”

Det er også ham, som søsætter de dybere tanker om teatret og livet. Og ham, som sørger for, at det bladløse Beckett-træ bliver stillet op, at de får deres vagabondkostume på, og at de får sagt nogle af Becketts replikker.

“Vi venter på Godot-Hvem venter I på?” er et fornøjeligt og provokerende sus af godt teater. Et sus, som blafrer videre bagefter. Som et godt minde om en god energi og et veludført spil, og som katalysator for egne overvejelser om, hvad kvalitet er. I teatret og i virkelighedens verden.

Anmeldelse af: Maj-Britt Mathiesen

De, som er bekendt med Samuel Beckett, vil vide, at hvis der er noget, han ikke er, så er det kedelig – svært tilgængelig – måske, men kedelig, nej. Alligevel er det, hvad forestillingen med den spidsfindige titel ‘Vi venter på Godot – hvad venter I på?’ blandt andet behandler -den handler nemlig om folks fordomme. Det er en forudsætning, at man er bekendt med Becketts absurde stykke fra 1952, hvis man skal have noget ud af forestillingen, for selve stykket får vi aldrig at se. Til gengæld ser vi to skuespillere, der forbereder sig til at spille det. En forberedelse, der i sin iscenesættelse og dialog på raffineret vis, afspejler mange af den oprindelige versions temaer og problematikker: Hvad er livets mening, hvad bør vi have ud af det og hvem styrer det? Samtidig med at behandle disse tungtvejende temaer, kommer de to skuespillere omkring adskillige andre interessante emner, for eksempel hvad er kunstens funktion og hvad kan overhovedet kaldes kunst? Diskussionen bølger frem og tilbage mellem de to venner og kollegaer, som hver især er repræsentanter for diametralt modsatte måder at leve livet på.

Den ene tydeligvis de lette løsningers mand og den anden helliget fordybelse og indsigt. Adskillige synspunkter kommer på bordet, og det er befriende, at der ikke opstilles et facit. På mange måder en dristig forestilling, som forventer noget af sit publikum og opfordrer til videre refleksion og diskussion. Stykket egner sig perfekt som supplement og inspiration, hvis man ønsker at behandle det absurde teater og denne traditions forfattere. Men det er en svær genre Teatertruppen Replikken har kastet sig ud i, for forestillingen svæver hele tiden mellem fakta og fiktion.

 

Tekstuddrag fra “Vi venter”

(Fra scene 6:)

A: Ja, det er vel det, Beckett har villet sige med stykket.

Bec: Jamen kan du så ikke se, jeg har ret ?

A: Jo, du har ret i, at man ikke bare skal sidde og vente på livet – så kommer det aldrig. Men det er lisså forkert, det du selv gør !

Bec: Vel er det da ej. Jeg GØR jo netop noget. Jeg prøver hele tiden noget nyt, jeg prøver hele tiden grænser af…. flytter mig hele tiden… kommer hele tiden videre…

A: Nej, du kommer ikke videre. Du stepper rundt præcis på det samme sted hele tiden, fordi du prøver at komme i alle mulige retninger på een gang.

Bec: (prøver at afvende alvoren ved at steppe lidt frem og tilbage) HA ! Det siger du bare, fordi DU ikke tør lette røven og prøve noget nyt….

A: Næh, det har du faktisk ikke ret i. Jeg kommer faktisk videre. Jeg tager mig bare den TID, der nu engang er brug for til at tænke mig om, kigge på kortet, finde ud af, hvor jeg vil hen… afstikke ruten. Enhver rejse starter med det første skridt….

Bec: Du kommer ingen vegne…

A: DU kommer ingen vegne, fordi du spæner afsted i modsatte retninger og bare hele tiden vender tilbage til det samme udgangspunkt. Du tror ikke, du har TID til at tænke over, hvor du egentlig vil hen…. på den måde spilder du tiden lisså meget som dine forældre gjorde, når de…

B: (afbryder) Sådan noget bagstræberisk ævl. Hvis der ikke hele tiden var nogle kvikke hoveder, der ville fremad…. nogen, der havde noget fremsyn og nosser til at gøre noget ved det…. hvor ville vi så være nu?  Ingen dampmaskiner… ingen biler….ingen computere……

A: Og heller ingen tog !!! Ja, hvordan skulle vi dog klare os uden at kunne finde alle mulige oplysninger på nettet i løbet af to sekunder…uden at kunne chatte ligegyldigt løs med fuldstændig tilfældige mennesker, vi aldrig behøver at mødes med i virkeligheden…. uden 62 tv-kanaler at zappe rundt imellem, når vi er bange for at komme til at kede os et splitsekund….uden konstante nyhedsudsendelser, så vi hele tiden NU OG HER kan være ajour med, hvad der foregår i hele verden…… ved du, hvor vi ville være ? Lige præcis i det virkelige liv – men til gengæld med ro til at kunne leve i det uden ustandselig at blive forstyrret….

B:  Du godeste…… jeg bliver helt bange for dig….

A: (kigger lidt på ham, rejser sig…måske truende)…
Ja, det er det, du gør, ikke….. det er faktisk bange, du bliver, når jeg taler om det her… du bliver totalt rædselsslagen ved tanken om at stoppe op bare et sekund og være stille…..

B: Hør nu lige engang…. der er jo ingen grund til at gå helt i sort…

A: Vi er allesammen ved at skide i bukserne af skræk for at standse turboen et øjeblik, så vi ikke konstant slynges rundt af centrifugalkraften……

B: Øh… er det jorden, du snakker om…?

A: (overhører ham, fortsætter bare..)…….så vi måske i et øjebliks stilhed måtte mødes inde i midten i kernen af det hele og finde ud af, hvad det handler om….så længe vi slynges rundt og rundt og rundt…. er vi klæbet fast til tromlens sider – som et stykke vasketøj i en centrifuge…..

(Beccos mobiltelefon ringer, han skal lige til at tage den) JA ! Stop et sekund…. prøv at lade den ringe…. prøv om du TØR blive her lige nu, hvor vi faktisk snakker sammen…. hvor vi måske kan komme videre…. du tør ikke lade den ringe, vel ? Det rykker i din arm…. du tør ikke lade være med at finde ud af, hvem det er, der vil i kontakt med dig….om der muligvis sker noget spændende et andet sted, som du er lige ved at gå glip af….. du tør ikke blive her, hvor du er, vel ? Ikke bare et minut….Tænk nu, hvis der var federe et andet sted… tænk tænk tænk, hvis …. …..