Sukker – teaterstykke

En monolog – skrevet i samarbejde med Anne Mette Bakkegaard

Opført på Quonga festivalen 2011

“Sukker” er en halv time i en 25-årig kvindes liv……. hvor hun forbereder sig på besøg af sin elskede… og reflekterer over, hvordan man iscenesætter sig selv som kvinde i forhold til mænd.

Undervejs diskuterer hun med sin veninde, sin søster, sig selv og publikum, hvordan kønsrollerne har ændret – og ikke ændret sig – gennem århundreder og hvad kontakten mellem mand og kvinde overhovedet handler om. Dybest set.

Spilleformen er strengt naturalistisk i realtid og uden andre virkemidler end spillerens udtryk og stemme, et par rekvisitter og en ghetto-blaster på scenen m lidt underlægningsmusik.

Grundbelysning uden andre ændringer end tænd og sluk

Tekstuddrag fra “Sukker”

Scene 1:

(Dørklokke ringer…..dør åbnes ude  bagved……Rebecca stemme: ” TAK for det” dør lukkes…. Rebecca ind, mens hun pakker buketten ud)

 Åh ja…..den helt rigtige buket…præcis til tiden…. stilfuld, enkel, elegant……
passer til dugen….. jeg tager den med ind om lidt…..
(Nejer for buketten) Taaaak for blomster, Jacob….. den er smuk.
Mmmmm..
(lægger badekåben og spejler sig… vender sig lidt rundt)
og det er JEG også… smuk.

Det er faktisk noget af det allerbedste ved ham….
at han får mig til at føle mig smuk. Uhmmmm… attraktiv…
AHHHH..

(stryger hånden over undertøjet)
Aubade….. jamen det ER ikke ligegyldigt, vel?
Ægte silke føles altså bare mere….. ja.. ægte…..

Nå lad mig se, hvad er klokken ?  (hen til en af publikum….og se)
Tak… ok, så er der….. yes – små tre kvarter
Nedtællingen begynder nu

TJEK  (leger militær-person)
Har vi udstyret i orden?
Bad, hår….. tjek
Barberet
Barberet
Barberet….– tjek  (hun peger på ben,. armhuler og venusbjerg…)
Ak ja….. hvad gør man ikke for at være top-lækker, når man skal være sammen med en fyr….

Jeg tænker nogle gange over – hvor lang tid bruger I gennemsnitligt ? Nej jeg mener det… du der….  (udpeger publ) hvad tager det dig at gøre dig klar til en aften med kæresten…….???

Starter ligesom allerede med ansigtsmaske…og scrub-creme….helst dagen før, så man ikke har røde skjolder ikke?
og en moisture-kur til håret……
Og neglelak….. Underlak.. … farve…… cover
Og det skal jo TØRRE ……
Man kan sidde gennem det meste af en helaftens film, jo……
Og så… er vi slet ikke nået til make- up´en endnu…afrensning,  spartelmasse, dækcreme og hvad har vi….

Det er faktisk HÅRDT arbejde at være lækker, ikke?
Gad vide, hvor lang tid fyrene bruger på at gøre sig lækre – for os ?!
Ja ok, Jakob er altid velplejet og nybarberet og sådan….
UHH.. han er bare så…. så…… spiselig….

Body lotion… tjek….

Uhmmmm… (snuser til sin arm) den er altså bare så LUKSUS, den her…… Han havde den med hjem til mig fra Barcelona i oktober.

……Og parfumen, der passer til…. PERFUME…
Ikke noget med ”eau de et eller andet”… oh no    RIGTIG parfume…..

Kvalitet får mig bare virkelig til at føle mig….. mere…. mere….. ja.. smuk… nej.. lækker… nej… mere… mere indvendigt…..mere KVINDELIG…..på den helt helt fede måde….ja… KVINDELIG…..

Man kan næsten høre dybden….hvis man siger det rigtigt…sådan folder lydene i ordet ud… en efter en…..man MÆRKER hvordan tungen bevæger sig mod ganen…. mmmmmmmmm…… K V I N D E L I G.. det er ligesom om…

….…(Mobil ringer…)