På Gensyn

1996, Spillet af Jakob Mendels Teater

Medvirkende:

Vibeke Illum og Jakob Mendel

Instruktion: Hanne Felding

Uddrag fra anmeldelser af “På gensyn”

Børneteateravisen, Randi K. Pedersen

Roden og dydsmønstret

Med 25 års forsinkelse opdager to mennesker, at de som purunge gik skævt af hinanden. Ikke med overlæg, men fordi de ikke kunne få øje på hinanden for lutter fordomme og rolletænkning.

 

For ham, Peter Mortensen, er det hele sådan ”Lidt med forskel”. Både i forhold til de mange børn, han har efterladt i sit kølvand, i forhold til kontakten med omverdenen og – især – i forhold til ungdommens idealer. Dengang, da man demonstrerede mod krigen i Vietnam, Verdensbanken, og hvad der nu ellers faldt for.

Omvendt for hende, den buttdede, mobbede mønsterelev med briller og spidse blyanter. Hun har tjek på sit ambassadesekretærliv, en elegant klædt kosmopolit, der kun er hjemme efter en faretruende oprørssituation i Rwanda.

Så er banen kridtet op mellem to knivskarpt tegnede personligheder. Så forskellige i temperament, karakter og social baggrund, at man uden videre anser den stormende, men skjulte og uforløste, ungdomsforelskelse som sandsynlig. Samtidig er de lidt triste, lidt ensomme og følelsesmæssigt forkomne, så man antydningsvis ser en mulighed for, at de måske får en ny chance.

Det er forestillingens næstbedste pointe. Den bedste er, at vi aldrig får det at vide. For hvordan ville det spænde af. Ville de – ville vi andre – kunne lægge gamle fordomme bag sig, overvinde socialt betingede nederlag og det allersværeste, turde skyde rollerne til side, tage maskerne af og vise sig selv og hinanden, hvem de egentlig er.

Gensynet ved et 25 års skolejubilæum sætter dem så småt i gang med det indre oprydningsarbejde, der sikkert kan afsløre både slitage og behov for småreparationer på sjælen. Men det bliver tydeligvis også en anledning til at gå stærkere og friere videre. Hvad enten, det bliver sammen eller hver for sig.

 

Lige nøjagtigt i dette fixpunkt bliver ”Gensyn” interessant udover den morskab, der så oplagt er til stede ved den slags ”ka-du-huske”-møder. Og vel kan han ej.

Hvorimod hun med rutineret orden i sagerne disker op med omhyggelig dokumentation for det ene og det andet i en stribe veloplagte situationer.

Indholdsmæssigt og dramatisk imponerer forestillingen ved at gøre dem omtrent lige så pinagtige, som grinagtige, kulminerende i den situation, hvor det går op for dem, at de mistolkede hinandens signaler så fatalt dengang.

Anledningen er mindet om deres hovedroller i Brechts ”Laser og Pjalter”. En stor succes, hvor Jakob Mendel får et lille mirakel ud af at demonstrere, hvordan han endnu kan huske hver eneste replik, der afleveres i stram retstilling, som læste han op fra en bog. Den eneste sejr, Peter Mortensen vandt i et helt skoleforløb. Mens den oversete Lene, bedre vant til gode karakterer, til gengæld pludselig er ven med skolens mest eftertragtede par bukser.

Jakob Mendel kan naturligvis sin grove rod på fingrene helt ud i kroppens uroligt roterende bevægelser og det småfjogede grin, når han jokker i spinaten., Alligevel er der ingen manerer eller tomt spil for galleriet i hans præstation. Der får modspil af samme høje standard fra Vibeke Illums velafrettede flinkeskolepige, som for én gangs skyld vover at lade temperamentet løbe af med sig.

”Gensyn” byder selvfølgelig på megen nostalgisk komik for de medvirkendes jævnaldrende. Her er de helt rigtige musikbånd, de rigtige, kollektive minder og idiotiske påfund. Næppe meget anderledes, når det gælder substansen, end at unge i dag kan nikke genkendende til det meste.

Derfor er forestillingens virkelige fortjeneste, at den ikke stopper med det, men lader personerne gå ind i deres egen historie og selv tage ansvaret for en ny og bedre.

   Børn og Unge,  David Blangstrup

Det kunne have været….

Jakob Mendel har denne gang fået en kvindelig modspiller, og det klær ham ganske gevaldigt.

Lige her, hvor vi er nu, i den blå hal på Frydenholm Skole i Hvidovre, midt under børneteaterfestivalen, dukker han op som den første til gensynet med den klasse, han ikke har set i 25 år. Han har medbragt en ghettoblaster og  snakker lidt med publikum, som jo tilfældigvis er der, og sådan, på uformel vis, bliver vi inddraget i en verden.

Lidt efter dukker hun op med en papkasse fuld af ”flyverjuice” til festen, og så er polerne på plads. Han er den smarte, udadvendte, hun er den stilige. Hvem kender ikke situationen? Nå, og hvad har du så lavet de sidste 25 år? Hvordan er dit liv gået?

Det får Jacob Mendels Teater på ubetalelig vis en masse ud af, det er både morsomt og gør ondt og slår på en og samme tid. De prøver først at præstere en præsentabel overflade, og det slipper hun bedst fra. Da hun nævner, at hun er ambassadesekretær, og kaster rundt med navne fra Afrika og andre steder på kloden, kan vi se, hvordan han øjeblikkelig sammenligner med sin virkelighed og vånder sig. Langsomt lukker hver deres liv op i den høflige kredsen om hinanden, og vi lever med og forstår dem begge, krummer tæer i skoene og ler forløsende.

Han folder en stribe billeder ud, det er hans børn. Også den lille på halvandet år. Det viser sig dog, at tre af dem er såkaldte papbørn, men fire er hans egne. Godt nok med forskellige mødre. Og den lille? Av, av, han vil ikke rigtig være ved det, og kun langsomt viser det sig i løbet af samtalen, at han aldrig har set hende.

Hun har ikke fået børn, det har hun været for effektiv til. Først senere finder han ud af, hvem hun egentlig er, han kan nemlig i virkeligheden slet ikke placere hende. Han tror, hun har gået i parallelklassen. Hende den lille tykke ved det bageste bord? En af duksene? En af dem, man aldrig talte til. Han regnede faktisk med , at de så ned  på ham med alle deres trettentaller, og sådan får vi den genkendelige opbygning af enhver klasse foldet ud.

Og det er kuppet. Uden andet end et gulv og to skuespillere kan vi være med, og det gælder både dem, der er  i det, dem, der går i skole nu, og dem, for hvem det er 25 år siden.

Han var den smarte, ham for hvem der altid skulle være gang i den, Det var hovedformålet, skolen var noget, man bare skulle udstå. Hun var glad for skolen, men langsomt opdager vi, hvordan duksene og de smarte forholdt sig til hinanden under overfladen. Alle pigerne var vilde med ham, han kan faktisk bare ikke huske så meget, fordi han var fuld og der var ”gang-i-den” til skoleballerne. Han viser sig heller ikke at kunne huske, at han spillede en hovedrolle sammen med hende i skolekomedien, og kyssde hende til festen. Og ham; hun tidligere hr fortalt om, den store forelskelse, viser sig at være ham selv.

Ind i den forsigtige, men nu meget kønne piges liv, optrådte der en dramatisk episode, som har været overskrifter i alverdens aviser. Hun var med til at smugle flygtninge ud af et afrikansk land under dødelig fare. Den nu spinkle pige har et sted i sig en styrke, og hun har – viser det sig i sprækker og revner – en følsomhed.

Det er så overladt til publikum at tænke, at de to kunne have været ideelle til hinanden.

Hvor bliver de andre af? Han rekognoserer, og opdager, at gensynsfesten er i fuld gang oppe på lærerværelset. Nå, men hej, det var hyggeligt at møde jer.

Et kup af en forestilling. Fordi ideen er enkel. Fordi vi alle genkender situationen, unge som gamle. Fordi der bliver vævet en masse tråde på kryds og tværs, mellem han og hun, det feminine og det maskuline, der viser sig som yin og yang at indeholde en plet af det modsatte. Fordi vi ser to liv i en tilfældig samtale, der alligevel rummer muligheden for to liv, der kunne have ødtes og passet sammen, hvis opmærksomheden havde været større. Fordi at sådan er livet.