Kun for sjov – teaterstykke

Ja, en begravelse er da en trist anledning til at ses, men det bliver fedt at mødes med det gamle slæng. Og det skal være, som Niller ville ha´kunnet li´ det, fest og farver. For Niller var sgu underholdende, jamen det var vi alle sammen – det gamle slæng. Altid skæg og ballade og practical jokes….

 og Niller ku´ li´ det…..ja, han grinte sgu da selv….

1996, Teatertruppen Replikken

Medvirkende: René Foshammer

Instruktør: Jakob Mendel

Målgruppe: 12 år og opefter

Uddrag af anmeldelser af “Kun for sjov”

                                                                                   Børneteateravisen Kirsten Dahl.

Uh! hvor er han smart. Tror han da selv. Carsten Hvid. Den voksne familiefar i hawaii-skjorte og glatte garbadinebukser, der står og fyrer sjofle historier og practical jokes af i sit moderigtige hjem.

Men der stikker noget under. Carsten Hvid har ikke rent mel i posen. Der er noget råddent under den glatte overflade. Det mærker vi lynhurtigt. Men hvordan og hvorledes, det hænger sammen, udløses først henimod slutningen.

Tiden skal nemlig arbejde for at tage publikum med ind i forestillingen. Ikke som medagerende snakkedeltagere. Men som det publikum, der forestillingen igennem reagerer med de grin, som (be)viser, at den dårligdom, som vi hører om, kan finde sted.

Filosofien, eller den “fælde”, som det unge publikum skal gå i, er, at de via deres egne reaktioner skal mærke og blive opmærksomme på, at de selv kan være med til at ødelægge andre folks liv.

“Kun for sjov” er en forestilling om mobning, hensyn, ansvar og menneskelig forståelse. Rammehistorien er fint trukket væk fra brostensbander “med rygmærker og sådan” og ind i normalitetens normaliserede gemakker. I et tv-studieagtigt hjem med golde metalflader og stilkehøje barstole møder vi Carsten Hvid, som taler i mobiltelefon og nonchalant sprætter sin post op.

De breve, han læser højt, er hård kost fra de klassekammerater, der engang udgjorde slænget. Med kølige anvisninger og hård verbaltæv får Hvid at vide, at han opførte sig som en idiot og gik langt over stregen til det jubilæum, klassen lige har holdt sammen. Og de tanker, brevene sætter i gang, får langsomt Hvid til at indse, at han drev det for vidt med sine drillerier overfor klassekammeraten Niller, som – forstår vi efterhånden – har begået selvmord, kun 38 år gammel.

Mellem de korte brevoplæsninger ruller Carsten Hvid fortiden ud i bedste stand-up komediestil.

En regn af narrestreger og practical jokes pisker ned. Heriblandt historien om, hvordan Hvid som dreng snuppede Nillers underhylere og bagefter var skyld i, at Niller stod nøgen foran alle i klassen. Og historien om, hvordan han til jubilæet ydmygede Niller ved at vælge en Lolita-dukke som den lille specia-lgave, han skulle forholde sig til.

Virker det så? Bliver vi taget på kornet? Bliver Carsten Hvids selvindsigt vores?

Der er i al fald tilkendegivende latter i rummet. De teenageunges latter er mærkbart en tvetydig blanding af benovethed, beundring, farlig følelsesfuldhed og vægelsind /afstandstagen.

René Foshammer kører på bedste glatte selviscenesættelsesvis overfladespillet med charme-knappen i bund. Og stemningen skifter brat, da Carsten Hvid får anelse om, at han bærer et stort ansvar for Nillers død.

Men da jeg så forestillingen, var det som om at omsvinget ikke ramte publikum så voldsomt, som stykket (og programteksten) lægger op til.

Måske var det den overvældende vægt og længde af den underholdningsglade komik med den mange rapt serverede sjofle historier, som kom til at flyde ind og forhindrede den efterfølgende alvor i at bide sig fast?

Spillet er svært og balancen hårfin. Faren for, at man mere husker René Foshammers veludførte spøgerier end Carsten Hvids afslutningsreplik om “at man laver ikke fis med nogen, hvis der ikke er nogen, der griner af det. Havde I ikke grinet, havde jeg ikke fundet på det”, er i alt fald tilstede.

 

Søren Hejnfelt 8.B

René Foshammer var den eneste skuespiller i stykket og spillede overbevisende godt. Han spillede Carsten, som nu var blevet voksen. Der var gået et år siden, han og hans gamle klassekammerater havde været til jubilæum.

Hans gamle ven Niels har nu begået selvmord, og han er nu i gang med at arrangere, at alle Niels’ gamle venner skal komme til begravelsen. Han tænker tilbage på de gamle dage, da han gik i ottende klasse. Han fortæller om alle de narrestreger, han har lavet og gør grin med de andre. Under stykket får han alle tilskuerne til at grine. Han fortæller om det ene efter det andet sjove, som han har præsteret, da han gik i ottende klasse. Alle griner, og det er også et sjovt stykke. Der er bare en ting, man ikke lige med det samme hæfter sig ved. At i alle de sjove historier er det Niels, det går ud over.

Man skal kunne sætte en grænse se, hvornår det ikke er sjovt længere. Man skal ikke more sig på andres bekostning, og man skal tænke på konsekvenserne. Carsten er langsomt opfattende. Han forstår først, at han har gjort noget galt, da han har læst det 5 brev, hvor der er en, der kalder ham en idiot. Carsten henvender sig meget til publikum og bruger publikum selv til at få sit budskab ud. …..

Louise P 8.B

Jeg synes, at det var et godt teaterstykke, som fik tankerne i gang hos mig. Budskabet var tydeligt “Kun for sjov” drillerier må kun være for sjov, og man skal vide hvor grænsen for sjov til direkte mobning er.

Mobning er i dag noget, som ikke kun sker, når man er barn, men også som voksen. Derfor er det godt, at man for rettet sin opmærksomhed på mobning og gerne på en sjov og anderledes måde gennem teater.

Anne Louise 8.B

Jeg synes, at det var et utroligt godt og underholdende stykke på trods af, at det kun blev opført af en person. Ikke blot var der mange morsomheder blandt replikkerne, der var også en masse små detaljer i det relativt korte stykke, som gav tilskuerne noget at tænke på bagefter. Endvidere havde stykket en en vigtig morale, der kan overføres til ens dagligdag. Rene Foshammer spillede sin rolle godt. Og hele tiden blev kontakten til publikum holdt ved lige.

 

Nicola 9 klasse

Det er utrolig godt at en person kan skildre sådan en situation fra hverdagen, så godt. Vi er selv med på alt det sjove og ser først alvoren til sidst. Vi lever ind i stykket. René Foshammer gør det virkelig godt. Lever sig ind i Carstens rolle. Og er lige så  uforstå-ende over situationens alvor, som vi er.

Og da det går op for ham slutter stykket, og vi må selv tænke videre. Og det gør vi.

Er vi virkelig også selv sådan? Er det os han afspejler? Og ja, det er det. Vi er nok bare ikke klar over det. Og det er nok ligesom det der er hensigten. At vi må lære at behandle andre godt, også dem der er anderledes. Og også selvom vi selv syntes, det er kun for sjov, den mobning der er påbegyndt. Men senere…

Maria 9 klasse, Gelsted Skole:

Stykket er utrolig godt lavet. Det er utroligt at en person kan fortælle så meget på en gang, og så uden at det bliver kedeligt.  Man bliver faktisk også lidt overrasket og chokeret over stykkets budskab, som jo først kommer rigtig frem i slutningen. Det er et meget alvorligt teaterstykke på trods af titlen, som mere får folk til at tænke på noget godt.

Jeg kan vældig godt lide stykket og synes  at det især er godt at det er skoleelever der ser det, fordi det får dem til at tænke en ekstra gang over de mobbende bemærkninger, man kan “komme til” at sige.

Tekstuddrag fra “Kun for sjov”

SCENE 5:

Det var faktisk Finn B, der fandt på det der med Niller i starten. Altså Niller havde en enorm dillerik, ikke – deraf navnet, lissom. Det så helt vildt ud til den lille skid – en kæmpegøb, virkelig… halvvejs ned til knæet. Ja, den havde måske ikke set så imponerende ud på en af os andre – men han var virkelig bette, ikke. Gik mig kun hertil…. og han bar virkelig rundt på (viser med hænderne) ja, noget i den stil, faktisk…. i slap tilstand, endda. Guderne må vide, hvad det kunne blive til med begejstring på…. det er fa´me helt uhyggeligt at tænke på….. Nå, han kunne sikkert ikke få den op og stå. Der var såmænd ikke blod nok i den lille mand til at fylde sådan et horn op, vel..

Nå, men Finn B var jo imponeret over udstyret lissom vi andre, ikke.. og det syn mente han så ikke, at pigerne i klassen skulle gå glip af, så en eller anden gang efter gymnastik, så nappede Finn B lige Nillers bukser og underhylere, ikke….og proppede dem i hans taske og tog den med op i klassen. Ja, kun for sjov, ikke.

Niller sad gudhjælpemig og flæbede nede i omklædningen det meste af en time, men der var ikke nogen i timen efter, så det fik han for en gangs skyld ikke noget ud af.

Og så viklede han endelig sit håndklæde om livet og kom op i klassen. Vi andre havde jo sagt, tøjet var i tasken.

Og der braser han ind langt henne i fysiktimen og vader hen til sin plads, hvor Finn B har sat tasken….krebsefarvet af arrigskab og tårer i de små uskyldige øjne, ikke..

Anita – det var vores fysiklærer var totalt paf…. Og da han så slipper håndklædet for at åbne tasken, så rækker jeg lige  hånden ud og hiver håndklædet af ham…

SÅ gloede Anita, skal jeg sige. Hold kæft, hvor var det grin.

Og tøserne skreg og hvinede og vi var allesammen helt flade af grin, da Niller stæsede ud…Man løber altså ikke særlig effektivt, når man prøver at dække op for kronjuvelerne med en tung skoletaske, vel… så han skvattede da også undervejs og lå der med måsen lige i vejret foran Margit og Bodils bord….. de kunne næsten ikke få vejret…

Da timen var færdig, var Diller skredet… men han kom lissom aldrig til at hedde andet, vel…. hahaha