KULSTYKKET

Egnsspil om livet i brunkulslejrene lige efter 2. verdenskrig – skrevet for Kulturskabet og Kulturkompagniet i Herningområdet og planlagt til opførelse af omkring 150 aktører i august 2014 i Abildå Brunkulsleje.

Tekstuddrag fra “Kulstykket”

Fra Scene 7

(Hilde kommer med Hilmar, som tydeligvis ikke kan gå uden støtte, og hjælper ham at sidde på bænk foran Marketenderiet).

Hilde: Her, svigerfar…. nu kan du sidde i solen. Så kommer Anna nok snart ud med din kaffe.

Hilmar: Anna er en god pige.

Hilde: Ja, DET er hun. Og hun laver god kaffe. Det siger de også, alle mændene, der spiser derinde om aftenen.

Hilmar: Hvor mange har hun i kost for tiden?

Hilde: Vist en 10-15 stykker. Alle dem, der bor oppe i barakken, i hvert fald. Og et par mere af dem, der har værelse ude på gårdene. Anna går for at lave god mad.

Hilmar: Anna er en god pige. Synd, hun skal sidde enke så tidligt.

(Gerda nærmer sig tøvende med en spånkurv)

Hilde: Ja. Det er meget trist. Så Hilmer, nu går jeg ned og vasker og så henter jeg dig her til frokost. Jamen goddag, Gerda. Skal du handle?

Gerda: Jo… jeg står og mangler mel og gær. Hvornår er der åbent derinde?

Hilmar: Årh, der er nærmest åbent hele døgnet. Anna sover jo i værelset ude bagved, og hun er næsten altid hjemme, så man går bare lige ind.

Hilde: Gerda – det er min svigerfar, Hilmar Jacobsen. Hilmer, Gerda her er lige flyttet ind i Mortensens gamle hus oppe bagved med sin familie.

Hilmar: Ja ja… Mortensens den yngste var sgu en flot pige.

Hilde: SÅ Hilmer! tsk tsk tsk I din alder !

(Gerda giver hånd, da det går op for hende, han ikke kan rejse sig)

Hilmar: Ja undskyld, man ikke rejser sig for damen. Bentøjet er ikke, hvad det har været.

Hilde: Kurts far fik ødelagt den ene hofte ved en ulykke ude på pladsen.

Gerda: Åh… det gør mig ondt at høre.

Hilmar: Ja…. det er jo, hvad der sker. Du har en mand derude?

Gerda: Ja, Vagn….. han startede i går.

Hilmar: Så håber jeg sgu, der er noget i ham. Det er ikke arbejde for tøsedrenge her.

Gerda: Nej…. nej, det kan jeg forstå. Men.. kan jeg bare gå lige ind?

Hilmar: Jaja, gå du bare ind. Og hils Anna og sig, hun godt må komme med min kaffe nu !  Hehe (Gerda går ind)

Hilde: Så Svigerfar, du lyder altså, som om Anna var din tjenestepige.

Hilmar: Det måtte hu sgu også godt være, den Anna. God pige, er hun. HOV… der kommer hende ”Grevinden”.

Hilde: Fy – du må ikke kalde hende sådan. Elisabeth er et virkelig dejligt menneske. Der er ikke noget snobberi med hende, selv om hun kommer fra den fine familie.

Hilmar: Det er sgu heller ikke mig, der kalder hende ”Grevinden”. Det er Søgårds sure kone. Hende kan jeg ikke li´.

Hilde: Næh…. der er mange, der ikke bryder sig om Ellen. Hun har det vist ikke så nemt med sig selv. Dav Elisabeth, hvor kommer du fra så tidligt?

Elisabeth: (bærende på to kufferter) Godmorgen. Og dav Hilmar. Jamen jeg kommer lige inde fra Herning med rutebilen. Børnene og jeg har jo været i København og besøge mine forældre.

Hilmar: Har du monstro ladet de små være derovre, så ?

Elisabeth: Nej nej – De hoppede af rutebilen på vejen.
Det passede fint med nattoget. Hvorfor flager vi for resten på halv (nikker op mod indgangen til lejren). Der er vel ikke sket noget?

Hilde: Det er syv år, siden Anna´s mand blev dræbt.

Hilmar: Ja… det er det jo også. Det er i dag, ak ja.

Elisabeth: Åh, det er også rigtigt. Godt, du sagde det. Jeg har lovet at servere for i Marken i aften. Anna kan ikke godt ha´ al den munterhed blandt mændene lige i dag.

Hilde: Det forstår man jo godt. Men nu vil jeg gå ned med vasken. Vi ses senere.

Elisabeth: Du Hilmar. Nu har vi jo kun boet her to år, så tilgiv at jeg spørger. Men den ulykke derude, hvor Anna mistede sin mand… var det også dengang, du…..

Hilmar: Ja…. det var en grim ulykke var det. Tre mand røg og jeg var såmænd ikke den, der blev værst skadet.

Elisabeth: Ham sønnen ovre til Nørregård, det var der, han brækkede ryggen, ikke?

Hilmar: Jo…. og der var flere end ham.

Elisabeth: (gyser) Hvor er det dog uhyggeligt.

Hilmar: Jo, det er ikke for tøsedrenge. Hvordan klarer din Niels Peter sig? Han var jo ikke vant til at ta´ så hårdt fat, sådan en diskenspringer.

Elisabeth: Næh…. eller han arbejdede jo også hele døgnet for at forsøge at redde forretningen, men det var selvfølgelig aldrig så tungt som kullene. Jeg ved ikke…… han klager jo ikke, men .. jeg tror, det er meget hårdt ved ham.

Hilmar: Er de andre rå mod ham? De kan være nogle bøller, kan de. Det var vi såmænd også i min tid.

Elisabeth: Nårh…. de fleste er jo flinke folk, men….. Niels Peter kommer sig vist aldrig helt over den fallit. Det går hans ære for nær. Han har for megen stolthed i sig.

Hilmar: He he….. han har jo også noget at leve op til, når han har hjemført sådan en prinsesse som dig.

Elisabeth: (smiler vemodigt men griner IKKE) Tjah….. bare fordi min far er konsul, har vi nu ikke spor blåt blod i årerne. Men…. det går vist også Niels Peter på. Min fine familie….

Hilmar: Jeg håber ikke, mændene driller ham for meget. De kan godt være rigtig grove. Den første tid, da Kurt startede, var han da helt ødelagt om aftenen, fordi de andre satte farten op for at drille ham. Han var heller ikke så vant til tungt arbejde.

Elisabeth: Kurt….. før han tog til Sverige…. han arbejdede på en avis?

Hilmar: Njah… han var typograf oppe i Ålborg. Det giver jo ikke helt de samme muskler som at skovle kul dagen lang. Meeen om natten slæbte han jo nok lidt tungere sager.

Elisabeth: Jo, mon ikke. Hvad lavede egentlig Kurt i de år i Sverige?

Hilmar: Meget af tiden gik jo med at blive rask. Han blev slemt tilredt under balladen i København. Ja, det hed sig jo, han var ovre til et møde  meeeeeeeeeeen…… ja, man kommer jo ikke i skud veksling bare ved at sidde til møde.

Elisabeth: Næh…..  nok ikke.

Hilmar: Jaeh… Jeg hørte jo ikke så meget fra ham, mens han var i Sverige. Af gode grunde. Han lå længe på hospitalet. Det var der, han traf Hilde. Hun er en god pige.

Fra Scene 10

(Elisabeth starter ”Guld og grønne skove”.  Niels Peter kommer ind fra bagscene og synger med hende…. men hver for sig)

”Guld og grønne skove”

Jeg loved´ aldrig guld og grønne skove
blot at jeg ville passe godt på dig
du altid skulle ku´ ha´ mad i munden
og at du kunne stole trygt på mig
Men ingenting er blevet, som jeg håbed´
så mange ting er gået galt for mig
du sidder i et hul med sultne unger
det liv kan jeg jo ikke byde dig

Du loved´ aldrig guld og grønne skove
blot at du ville være her hos mig
at vi sku´ være sammen hele livet
og at jeg kunne stole trygt på dig
Men ingenting er blevet, som du håbed´
så mange ting er gået galt for dig
Vi sidder her i brunkuls lejrens søle
men PYT med det, når blot du er hos mig

Din mor og far har skrevet, du skal flytte
hjem til København og bo hos dem
med børnene – og jeg kan godt forstå dem
det jordhul her er ikke noget hjem

Min mor og far har skrevet, jeg skal komme
de si´r, du ikke kan forsørge mig
at børn skal ikke leve i en kul-sump
men jeg vil bare være her hos dig

Jeg elsker dig
du er det bedste, jeg har
du valgte mig/jeg valgte dig
på trods af din/min mor og far  ……….