Historisk drama i anledning af 100-års dagen for det første hold straffefangers ankomst til Gedhuset og hedeopdyrkningen i august 1999
Opført på Karup Flyveplads af lokale teateramatører.
Tekstuddrag (samt nogle af sangene) fra “Kampens hede”
SCENE 1:
(“Heden” rejser sig….kvindeskikkelse, billede el.lign,…. og deklamerer:)
Fra tidernes morgen har jeg ligget her. Roligt, uforstyrret, uberørt. Og som en gåde for mænds tanker om min oprindelse. I geologisk forstand er jeg et klassisk eksempel på det sletteland, der blev skabt ved istidens afslutning for 20.000 år siden.
Isrands-liniens gletcherporte spyede kolossale mængder smeltevand mod vest og syd… vandet jævnede mit terræn og aflejrede lag af det sand, som siden har udgjort min karakteristiske jordbund….
I århundreder lå jeg som lynghede hen…Nogle har sammenlignet mig med det skotske højland….. og jeg er stærk, stædig og stridbar……. en langvarig tørkesommer kan måske kue mig – men dræbe mig kan den ikke….
Nogle mener, min lyng var del af den første vegetation efter isen, at jeg således er det oprindelige oprindelige…
mens andre hælder til den tro, at tundra-vegetationen efter isens forsvinden hurtigt blev afløst af træer… birk, hassel og skovfyr… sågar lidt ahorn prydede mig i alle nuancer af grønt i nogle århundreder…..indtil ildebrandes hærgen og menneskers grådige rovdrift på tømmer lagde skovene øde og lod lyngen brede sig…..
Og da epidemier og krige i senere århundreder lagde hele sogne folketomme hen, erobrede lyngen de småstykker, som mennesker havde holdt i ave og dyrket.
Der er endelig dem, der mener, at der i 2o.ooo år har groet lyng på mine højsletter side om side med skovklædte strækninger….
Sandheden, min egen dybe personlige sandhed, kender kun jeg – og det afskyer de… disse mandslinger, som til alle tider har villet forskaffe sig vished om snart dette og snart hint.
Ingen kvindelig gådefuldhed ser de, uden at de vil sønderrive og undertvinge den ved deres tankers og hænder magt. Derfor graver og forsker de, overalt hvor de møder ukendt land.
Intet må være dem uvist, intet må være dem uforklaret, intet må være dem uforståeligt. Alt vil mændede have sat på brøker og tal – og det der ikke umiddelbart lader sig undertvinge kalder des mere på deres kampånd, at de med alskens våben i hånd hævder deres magt og det, de tror er deres indfødsret.
Jeg har kæmpet mod generationer af mænds nyfigne magtbehov.
Forsvaret mig med sandstorme, der har tildækket de strækninger, de havde hugget op…. med kulde og storm eller tørke og ulidelig varme….
Jeg har ikke gjort det let for dem at aftvinge mig mine hemmeligheder.
Men de er blevet ved og ved.
Og kunne de da ikke tvinge mig til svar på deres spørgsmål – kunne de ikke få deres forståelsessult stillet, ja da besluttede de omsider – mand for mand – at da skulle jeg ikke længere leve. En sådan trodsig gådefuldhed som min vil de ikke tåle.
Derfor skal jeg tvinges til at opgive og udånde, bøjes og formes under deres ploves kolde blanke jern, at de kan omskabe mig til frugtbar ager for alle deres indfald og påfund.
Hvor er dette dog mandligt i tankegang. Kan vi ikke forstå og forklare hende – da må vi gøre hende til vores slave.
SCENE 2:
(En gruppe af Taterne ind og synger om hedens deflorering…)
Hør lyt engang, du ungersvend til mine vise ord
betjen dig ret af kvinders gunst, hvor du i verden fór…
for kvindfolk er til nytte båd´ i alvor og i sjov
(men) – det tjener fruentim´re bedst at lægges under plov…
En kvinde trives engang bedst i mandfolks seng og sold..
og kommer hun ej af sig selv, da må han bruge vold..
De små kokette modstandshvin skal ikke ta´s for tungt,
vel smager kødet bedst, når det er mørt, men fast og ungt
Så ungersvend tag hurtigt fat, når du har valgt en mø –
du kan da godt med søde ord den skjønne overstrø
men vent blot ej for længe, før du hendes mødom ta´r
at ej en stridbar stædig gammel heks, du for dig har…
Ja, lyt engang, du ungersvend til mine vise ord….
betjen dig ret af kvinders gunst, hvor du i verden fór,
for kvindfolk er til nytt båd´ i alvor og i sjov,
det tjener fruentim´re bedst at lægges under plov
(til hedeskikkelsen)
Jomfrueligt hun ligger i sin tornerosesøvn,
så uskyldsren og uberørt, man tror at det er løwn…
End mangen brav og magtfuld karl sig ellers har forsøgt,
men hun har hver gang narret ham med kvindelist og kløgt…
En dag vil han da komme, der på hende sætter skik,
og som er mandfolk nok til at ku´ ta´ det første stik,
og tæmme hendes stride lyng og vilde krat og skov
det tjener fruentim´re bedst at lægges under plov..
Så lyt min brave ungersvend til disse vise ord
betjen dig ret af kvindens gunst, hvor du i verden for
for kvindfolk er til nytte båd´ i alvor og i sjov
(og) – det tjener fruentim´re bedst at lægges under plov….
TATERNES SANG OM BØNDERNES ANGST:
Vælg kun at la´ dig kue af lyng og vestenvind,
lad bare tanken knuge og undertryk dit sind –
Vi vælger at benytte os af Guds fri natur
han vil os nok beskytte, når læhegn ikke dur
I er så rædde for os, at I sætter os bag slå
og tremmer gjort af stål og jern, de stærkeste, der fås
Men jeres angst vil vokse både højt og bredt, fordi
I skaber selv vor farlighed i jeres fantasi…
I føler længslen skurre ved mangt en rakkertøs,
men angstens pine lurer for hver en kjætringsknøs,
der truer jer på livet ved blot at være til –
I tager det for givet, han jer det værste vil..
I er så rædde for os, at I sætter os bag slå
og tremmer gjort af stål og jern, de stærkeste, der fås
Men jeres angst vil vokse både højt og bredt, fordi
I skaber selv vor farlighed i jeres fantasi…
Så stik os da en skilling, en høne, en sjat mjød –
I gav os ej bevilling til selv at tjene brød…
vi valgte aldrig selv vores fuglefrie færd
I dømte os den gæld, vi på vore skuldre bær´…
I er så rædde for os, at I sætter os bag slå
og tremmer gjort af stål og jern, de stærkeste, der fås
Men jeres angst vil vokse både højt og bredt, fordi
I skabte selv vor farlighed i jeres fantasi….
SCENE 6:
Beretningen om Gedhuset
(Sangere synger versene mellem hvert afsnit…mens tableauerne fortælles, spilles grundrytmen på guitar som “suspense”…)
A: Se, der ligger det – det lille Gedhus..
uskyldigt ser det ud, men dog dannede det rammen om mangen en voldsom begivenhed
Intet mod, hvad det nu skal danne rammen om…
B: Gedhuset er gammelt – helt fra 1700-tallet…..faktisk var det i starten slet ikke noget hus… Det startede altsammen, dengang hele Karupfladen blev inddraget til “hedesagen”. Den danske stat var begyndt at lægge planer for at udnytte de jyske heder til produktive formål…..skovdrift, agerbrug..
C: Men der var andre, der begyndte at lægge planer… Oppe på Hald Hovedgård i Viborg sad landsdommer Friederich Schinkel, og han øjnede pludselig chancen for økonomisk gevinst.
A: Den gridske Schinkel ville skynde sig at sikre sig ejendomsretten – eller ihvertfald forkøbsret – til den nordlige del af heden. Han regnede jo med, at arealerne ville blive mange penge værd, når nu staten ville begynde at opkøbe og dyrke…
B: Schinkel købte på tvangsaution Grove præstegård, fordi jorden grænsede op til heden….Og så anlagde han en studefarm midt ude på heden – for derved at bevise, at han på egen hånd var begyndt at nyttiggøre de øde strækninger ved Kragsø – og derfor måtte han også have hævdsret til dem, mente han…
C: MEN – hvem har nogensinde hørt om opfedning af stude midt på den tørre og golde hede ? Statens delegation, som kom rejsende for at bedømme terrænets beskaffenhed havde ihvertfald ikke…….. måske var Schinkels gridske bagtanker bare LIDT for gennemskuelige – selv for embedsmænd i funktion……
Så den gik ikke! Schinkels private initiativer var ikke forenlige med statens planer….. og landsdommeren afviklede hurtigt studefarmen igen og fik køerne drevet hjem i stalden..
Der stank engang af studehold i lyngens sorte ris
Tung tadari taradaradadi
de skulle skaffe Schinkel sølv og guld i tøndevis
tung tarada di taradaradadi
Men tiden går og nogle gange går den os imod….
og der findes endnu bukkehorn i lyngen
A: 30 år efter var studefolden blevet til et boelssted – en slags kombineret bedested og smugkro ved navn Korshuset – fordi det dengang lå ved et vejkryds.
B: Ejeren, Bent Madsen, blev kaldt Bent Ged – han var landbruger og havde fyldt folden op med geder – da det nu engang er de eneste husdyr, man kan holde på heden
Så stank der fælt af gedelort i lyngens sorte ris
Tung tadari taradaeadadi
det er det ene dyrehold, som heden chancer gi´s
Tung ta..
Men tiden går og nogle gange går den os imod
og der findes endnu bukkehorn i lyngen
C: I 1829 blev gården overtaget af Ole Andersen, der derefter blev kaldt Ole Gedhus. Han blev stamfader til en slægt, der i 180 år drev stedet, som efterhånden blev en gård af betydelig størrelse.
A: I Ole Gedhus´ tid gik gården for at være fast station for de lyssky smuglertransporter, der forsynede bissekræmmere og markedshandlende med blandt andet silkestoffer og andre klædevarer, som blev smuglet ind fra Nordtyskland.
B: Ole Gedhus var i øvrigt ikke nogen anløben person. At hjælpe smuglerne var på den tid noget, langt de fleste gav sig af med. De fleste betragtede toldkontrollørerne som fjenden, fordi tolderne kæmpede mod fremstilling af brændevin, som hedebønderne anså for at være en ukrænkelig ret, uanset hvad der så stod skrevet i loven…
En tid, der stank af smuglergods i lyngens sorte ris
Tinglu…i Gedhus stod ulovligt solkestof i kassevis…
Tinglu
men tiden går og nogle gange går den os imod…
og der findes endnu bukkehorn i lyngen…
C: Det gik imidlertid hårdt ud over Ole Gedhus, at befolkningen troede, han tjente gode penge på at opbevare smuglergods og iøvrigt beværte smuglerne, når de var på vej til eller fra egnen. Selv om de kildeskrifter, vi har fra den periode, viser at Ole var en ret beskeden skattyder, har der altså været rygter om, at han havde en del på kistebunden, og det kom ham dyrt at stå…
Der hang en sælsom stank af guld i lyngens sorte ris
Tungta…
men Gedhusbondens rygte kosted´ ham så dyr en pris…
Tungta.
Men tiden går og nogle gange går den os imod..
og der findes endnu bukkehorn i lyngen..
A: To natmandsfolk af rakkerslægt fra Himmerlandsområdet, Bette Fanden og Nørager-smeden, besluttede engang at stjæle de mange penge, de altså havde hørt, at Ole Gedhus lå inde med.
B: Sent om aftenen den 21. august 1835 sneg de sig ind på gedhus og gemte sig på høstænget i et af udhusene, hvor de lå og holdt øje med gårdens beboere den næste dag. De ventede på et belejligt øjeblik, hvor alle var ude af huset…. men den lejlighed kom aldrig.
C: Den næste nat lagde de derfor en anden plan: Ved midnatstid klatrede de ned fra høstænget og forsynede sig blandt andet med et solidt egespir fra et vognskur.
Bette Fanden løb og gemte sig i lyngen. Nøragersmeden skjulte egespiret under sin frakke og bankede på Ole´s sovekammervindue. Smeden udgav sig for pranger, der var væltet med et læs varer ude på heden og ville bede Ole om hjælp til at rette vognen op.
A: Ole Gedhus var en hjælpsom mand. Han gik med ud på heden, hvor smeden slog ham ned bagfra med egespiret, og Bette Fanden ilede til og bagbandt ham.
B: De to natmænd forlangte, at Ole skulle fortælle dem, hvor han gemte sin formue. Ole måtte jo fortælle, at han ingen havde, så han blev slået og mishandlet groft og truet med døden, indtil han fortalte, at han i lommen havde nøgler til de to chartoller i stuen…
C: Rakkerne lod Ole ligge og løb tilbage til huset, hvor de voldsomt truede Oles børn og husbestyrinde til at forholde sig i ro, mens de brød chartollerne op og forsvandt fra gården med 27 rigsdaler, et ur, en flaske brændevin og lidt tøj.
A: Der gik lang tid, før husbestyrerinden turde sende folk ud at søge efter den hårdt medtagne Ole Gedhus.
B: Beboerne på Karupfladen var meget opskræmte og chokerede over det voldelige overfald – og Ole Gedhus og hans familie levede i mange år efter i evig rædsel for, at forbrydelsen skulle gentage sig. Så Ole anskaffede sig en sabel til at ligge ved siden af sin seng, en bidsk lænkehund og endelig fik han installeret tykke jernstænger for alle vinduerne……
C: Og det var solidt kram, for stængerne sad der endnu 64 år efter, hvor fangerne flyttede ind….
Der hang en stank af angst og skræk i lyngens sorte ris
Tungta
og hvert et vindu´ gitred til med bedste stål, der gi´s…
Tungtara
Men tiden går og nogle gange går den os imod
og der findes endnu bukkehorn i lyngen…
A: Ole Gedhus døde i 1861….men hans efterkommere sad på gården en del år derefter….
B: I 1898 overtog Platningsselskabet Steen Blicher, Gedhus…….
Huset skulle nu bruges som bolig for en ganske bestemt person. Plantningsselskabet havde ansat skovrider Ferninand Jensen Holt som plantør for selskabet.
Der dufter smukt af hædersmand i lyngens sorte ris..
Tung..
Skovrider Holt går for at være hæderlig og viis.
Tung..
Men tiden går og nogle gange går den os imod..
og der findes endnu bukkehorn i lyngen..
C: Holt var uddannet forstmand fra Hedeselskabets elevskole ved Birkebæk i Herning og han var udvalgt som den, der skulle sætte hedekampagnen i system og være arbejdsleder for hele resocialiseringsforsøget…
Snart stinker der af skyld og skam i lyngens brune ris…
Tung…
de sender os til Gedhus udådsmænd i snesevis…
Tung..
Men tiden går og nogle gange går den os imod..
og der findes endnu bukkehorn i lyngen…
Fangernes sang til Friheden
Hører du frihedens klare stemme ?
Hvem kan din frie vilje tæmme ?
Lad blikket fare og tanken med
Du ved, hvad du skal – afsted – afsted
Kan ord på papir dig holde tilbage ?
– lovbogens straf i udmålte dage..
Lad blikket fare og tanken med
du ved, hvad du skal – afsted – afsted
Gud tænkte aldrig men´sket i lænker
bli´r du her, du hans skaberværk krænker.
Lad blikket fare og tanken med
du ved, hvad du skal – afsted – afsted
De har jo brug for dig derhjemme,
DER er din plads – må du ej glemme..
Lad blikket fare og tanken med
du ved, hvad du skal – afsted – afsted
Lyt dog til lærkens jubeltriller,
du dine bedste år forspilder..
Lad blikket fare og tanken med
du ved, hvad du skal – afsted – afsted
Her ku´ en anden nemt gøre dit job
læg dog den spade… rejs dig dog op…
Lad blikket fare og tanken med
du ved, hvad du skal – afsted – afsted