– en teaterforestilling om etik

I 1998 arrangerede BUPL et omfattende projekt omkring ”Etik i det pædagogiske arbejde” og i den forbindelse blev Teatertruppen Replikken og jeg hyret til at bygge en forestilling, der satte skarpt fokus på nogle af de etiske problemer, pædagoger uværgerligt kommer til at stå overfor i deres arbejde.

”Jeg hører dig sige”, som forestillingen kom til at hedde, turnerede under etik-projektet rundt til pædagog-forsamlinger i hele landet og startede diskussioner.

”Jeg hører dig sige” havde til formål at spejle, vække til debat og især ”rykke ved” den enkelte pædagogs tanker, angstfantasier, spørgsmål, erkendelser og følelser i forhold til projektets emne med de overordnede temaer: ”Kærlighed” og ”Magt” som gennemgående rød tråd.

Vi valgte til forestillingen at bruge en kombination af humor, provokation og smertefuld konfrontation. Man kan sammenligne det med den traditionelle ”Holberg-model”, hvor den enkelte tilskuer tydeligt kan genkende sin nabo/kollega/bror i forestillingen og more sig intenst over fremstilingen, for så glimtvis at få en smertefuld erkendelse ad, at det faktisk er ham/hende selv, der afspejles på scenen.

Tekstuddrag fra “Jeg hører dig sige”

Jamen, hele lortet er jo komplet naturstridigt !  Vi er og bliver ansat i forskellige mere eller mindre farvestrålende opbevarings-containere for små sjæle, der burde have en naturlig plads i deres forældres liv.

Det har de IKKE !  Vi skal optræde som reserve-forældre og præsentere noget, der LIGNER et rigtigt liv beplastret med Barbiedukker og motormus og glimmerpapir og rytmeinstrumenter…..

Jeg vil hellere være slagter igen. Grisene er trods alt døde det meste af tiden…. de hyler kun lige i starten !!! …

(demonsterer slagtning af en gris)

Se her – man hænger dyret op i bagbenene på kroge….der kører på sådan et bånd, sådan at kroppene passerer forbi….og de skider af angst og skriger aldeles forfærdeligt og stanken kan simpelthen ikke beskrives

…… og så står slagteren her og stikker dem i halsen …sådan……og man holder ret hurtigt op med at tænke på, at det er et levende væsen, man dræber – det er bare en lettelse, at man kan gøre en ende på skrigeriet.

Men der bliver jo ved med at komme nye dyr kørende, så larmen holder aldrig op. De skriger og skriger og skriger, så man er ved at blive vanvittig…. og er villig til hvad som helst for at få det til at holde op…..

Jeg besluttede mig til at stoppe som slagter, da det gik op for mig, at jeg simpelthen begyndte at NYDE at stikke dem, fordi så holdt det svin ihvertfald kæft.

Hvordan synes I, det er at stå med en otte-måneders angst, der skriger hysterisk uafbrudt de første tre uger i vuggeren ?

…indtil kræet resignerer…og TILPASSER sig.. ?

Giver op overfor overmagten og ERKENDER at det skal ”slagtes…”

At det ikke nytter at stritte imod, for vi står klar med slagteknivene til at skære ethvert overlevelsesinstinkt og egen vilje ud af den lille forsvarsløse krop.

Jamen det er sgu da det, vi gør.

Vi får ungerne ind i pakker, går igang fra en ende af og afkoder alt det, de er født med at kunne for at overleve og SOCIALISERER dem i hoved og røv, så de til sidst ikke har en selvstændig tanke i krydderen, men er blevet gode veltilpassede samfundsborgere, der er trænede i at rette sig ind efter systemet.

Vi tager på etikkurser og diskuterer individuel udvikling og jeg skal komme efter dig – men når det kommer til stykket, så er vi bare ansat på den store borgerfabrik.

Vi har ganske vist en meget VIGTIG rolle i produktionen.

Det er jo os, der tager imod råmaterialet og skal ælte og forme det, så det er klar til at blive sendt videre på samlebåndet……
til folkeskolen, hvor der bliver hældt så og så megen viden ind, og hvor de for alvor lærer at holde kæft og høre efter.

Og når lærerne har gjort deres, så tager videreuddannelser og lærepladser fat – og skulle det smutte for en enkelt, ja så skal de AKTIVERES af bistandssystemet.

Og så er det fast arbejde indtil pensionen – og så kommer vi gudhjælpemig på ældrekursus i at tilpasse os den tredje alder.

Kan I ikke se, hvilken parodi det i virkeligheden er.

Pædagogisk etik – min bare røv !

Hvordan synes I, det er at skulle anvende fysisk magt for at forhindre tre-årige Simon i at kravle over hegnet ud til parkeringspladsen og fare skrigende efter mor, når hun skal på arbejde ????

Ja, vi gør det naturligvis blidt og pædagogisk, men det er guddødemig et overgreb, uanset hvordan man ser på det..

Og det skal Simon elske os for, ikke ? Han skal oparbejde en enorm tillid til os som voksne – og to timer efter, når vi skal lægge ham ud og sove, skal det være gemt og glemt, ikke.

At vi med regulær vold har forhindret ham i noget, enhver dyreunge SKAL gøre for at overleve…… !!!

Og hvad gør vi ved det ?

Vi prøver at få moren til at forstå, at det er bedre for barnet med et lynhurtigt farvelhug, så han ikke lærer, at han kan “STYRE hende” med sine skrig……STYRE hende !

En hvilken som helst tæve, der ikke øjeblikkelig reagerede naturligt på sine hvalpes angstskrig ville på stedet blive aflivet eller ihvertfald blive erklæret for totalt uegnet til avl.

For mennesker er det lissom omvendt, ikke ?

Vi er så etisk udviklede, at vi bliver sure på den mor, der ikke har fået gjort sit barn – og sig selv – “afleveringsparat”, inden institutionsstarten….

Hvor tit har I bildt forældre ind, at deres unge holdt op med at vræle, i samme øjeblik de var ude af syne ?

Og vi venter bare på, at de skal fise af, så vi kan komme igang med at manipulere lille Simon til at GLEMME, at hans mor har forladt ham.

Vi lærer ham, at det ikke kan betale sig at kæmpe, for det bliver alligevel, som vi vil have det.

Og ti minutter efter kan vi sidde på personalestuen og diskutere målsætninger om at gøre børnene selvstændige og selvbestemmende og autogene og hvad fanden, det hedder…..

Hvordan kan vi overhovedet tage os selv alvorligt ???

Vi kan lisså godt droppe al det etik-fis og bruge tiden på at gøre, hvad vi kan for de unger…..gu´ kan vi så !