En mini-roman med spørgsmål og opgaver

Hvordan kan en mini-roman om kærlighed og kulturforskelle bidrage til at øge integrationen ? Det kan den først og fremmest ved at blotlægge forskellene og lægge op til at tale åbent om dem. Komme bag om fordommene om både dansk og muslimsk kultur og diskutere åbent: Hvad er ret og rimeligt, og hvad er ikke ?

17-årige Anders er meget forelsket i Yasamin fra parallelklassen.

Hun er også forelsket i ham, men Habib, hendes 14-årige lillebror, mener, at Anders lokker hende til at opføre sig som en luder. Hvis Anders ikke holder sig fra Yasamin, risikerer hun at blive sendt til sit hjemland for at blive gift med en halvfætter…

Det er rammen om historien i denne bog om integration til eleverne i 7.-10. klasse. Den henvender sig både til modtageklasser, unge på sprogskoler og til almindelige klasser med tosprogede elever.

Uddrag fra anmeldelser af “Yasamin – Kærlighed og kulturforskelle”:

”Bogen er en dramatisk, men også nuanceret fortælling om forskelle og ligheder mellem danskere og indvandrede muslimer. Her er en god mulighed for at få indsigt i, hvordan kulturforskelle kan defineres og forklares.”

Knud Loft Rasmussen, Børn og Bøger

”Bogen om Yasamins og Anders´ forelskelse er en yderst relevant bog til undervisning i folkeskolen….. Personerne eksisterer kun gennem udtalelser og tanker, dels deres egne tanker, dels andres, og miljøet er uden betydning. Kun få personer kommer direkte til orde. Det er en ganske fin og enkel måde at udforme en debatbog på. Man undgår klicheerne og en skabelonagtig historie.”

Ingrid Martlev, Lektørudtalelse

”Til undervisningen i folkeskolens overbygning er bogen yderst relevant. En bog, som kan være med til at få vores elever til at diskutere åbent om kultur og kulturforskelle.”

Lene Mørkholt, Voksenpædagogen

”Bogens læsbarhed vil virke fremmende i forhold til tosprogede elever, som gerne vil læse om realistiske problemer, der relaterer sig til deres hverdag….. Endelig skal det også fremhæves, at bogen har opgaver og diskussionsoplæg, der relaterer sig til de fiktive afsnit i bogen. Disse opgaver er gode og fremmer afgjort elevernes muligheder for at diskutere de problemer, der er blandt unge i forhold til kærlighed og kulturforskelle.”

Sofia Esmann Busch, Folkeskolen

 Tekstuddrag fra Yasamin – Kærlighed og kulturforskelle:

Lørdag d. 26. februar kl. 13.30: Nørreskoven, Blå kondi-rute

Man må jo give knægten ret, det er det værste! Lars stopper og strækker ud halvvejs i løbeturen rundt om søen. Fanden til situation at måtte give den 14-årige hvalp ret i, at han, Lars, opdrager sin datter imod, hvad der er bedst for hende. Fandens!

Han kan godt lide Jon´s kammerat. Habib er en skæg lille knægt, der kan diskutere og svare for sig, og Lars nyder, når han besøger dem. Det er også godt for Jon. Habib stiller spørgsmål ved så mange ting, som Jon bare tager for givet og ikke tænker over.

Men altså også det her med pigerne, og den måde, de klæder sig på. Diskussionen startede, da Habib sagde, han ikke kan forstå, pigerne i klassen hele tiden snakker om at finde den mest smarte konfirmations-kjole, og at den skal være “sexet”.

– Hvad har sex med jeres kirke at gøre?, spurgte Habib Lars og Jon.
– Hvorfor skal pigen være sexet, når hun skal sige til sin Gud, at hun tror på ham?

Lars tørrer sveden af panden og skifter til at udstrække det andet ben. Han er irriteret. Det er godt, Malene er til håndbold og ikke deltog i middagen. For Habibs spørgsmål har fået Lars til at mærke, hvor uenig han er med ungernes mor om, hvad tøj en 11- årig pige bør gå i. Anette synes bare, tøsen skal have lov at være “smart” ligesom de andre piger. Hun har slået det hen, hver gang Lars har hævet øjenbrynene og nævnt, at Malenes tøjvalg måske er lidt vel “voksent”.

– Lars, du lader din datter gå rundt med bar mave og stramme bluser, så de voksne mænd kigger på hende og får lyst til at kneppe hende. Tror du, det er det, hun selv gerne vil ha´?

Det er da FANDENS, som Habib lige kan formulere det.

– Og Jon? Er du slet ikke bange for, din lillesøster skal få problemer, når hun går rundt og ligner en voksen dame, hvis hun møder mænd, når hun er alene?

Jon gloede bare på Habib, da han spurgte. Han er ligeglad, hvordan hans søster klæder sig på. Og det skal han naturligvis også være. Men det skal hendes FAR jo ikke. Lars VED, hvordan visse voksne mænd tænker, og han får kvalme ved tanken om, hvordan fremmede mænd kan se på hans lille pige som et sex-objekt.

Fandens osse. Lars sparker til træet og begynder at løbe igen. Det er svært for ham at finde sin normale løberytme. Han prøver at lade være med at blive irriteret på Habib, fordi han siger sandheden. Men det er svært….

Tekstuddrag fra Opgavedelen om OPDRAGELSE:

Individuel opdragelse.

I dansk kultur forventer man, at den enkelte familie ”lærer” barnet en indre moral. Forældrene opdrager børn til, at det er forkert at stjæle, at lyve, at slå på andre o.s.v. Det er desværre ikke altid, det lykkes, men det er altså meningen, at det enkelte menneske skal have moralen ”inden i sig” og selv kontrollere sine handlinger, så det ikke overtræder landets love, og hvad vi kunne kalde ”almindelig moral”.

Det er lidt forskelligt fra familie til familie, hvad ”moral” er. Men ikke ret mange mennesker i Danmark er religiøse i en grad, at det er Biblens ord, man opdrager efter.

De Ti Bud, som er den kristne religions grundpiller, stemmer på nogle områder meget godt overens med vores samfunds almindelige lovgivning om, at man ikke må slå ihjel, stjæle o.s.v.

Der er et par andre af de ti bud – f.eks. ”Du skal ære din fader og din moder”, som de fleste danskere ikke tager så bogstaveligt.

Nogle kulturer opdrager mennesker til at lydigt at indrette sig efter forældrenes/familiens vilje i et og alt. ”Familien står OVER individet”, kan man sige. Sådan er det ikke i Danmark. Den vestlige verden er meget påvirket af de sidste årtiers psykologiske forskning, som siger, at det er meget usundt og direkte farligt for psyken at indrette sig efter andres ønsker og behov. Derfor opdrager vi i disse år vore børn til, at ”Individet står OVER familien”.

Man kan formulere det sådan: Danske forældres opgave er at opdrage deres børn til ikke at gøre noget, der bringer dem selv eller andre i fare – fysisk eller psykisk. Vi prøver at lære dem at begå sig sikkert i trafikken, ikke bruge fysisk eller psykisk vold mod andre, spise sundt og passe meget på giftstoffer o.s.v.

Og vi opdrager børnene til at kunne MÆRKE sig selv og deres egne behov, hvad de har lyst til, hvad de har det bedst med o.s.v.

Danske forældre forsøger at lære børnene at MÆRKE og VÆLGE selv! Og selv at TAGE ANSVAR for deres valg.

Vi straffer ikke familier for, hvad de enkelte familiemedlemmer gør, hverken direkte eller indirekte. For eksempel er det for nylig sket, at en dansk ministers søn blev tiltalt og straffet for at have opbevaret store mængder narkotika. Det var naturligvis ”pinligt” for hans familie, at han begik den forbrydelse – de havde jo ikke opdraget drengen godt nok til at overholde landets love – men hans far mistede ikke ”ære” i en grad, så han ikke kunne fortsætte som minister.

I Danmark er det naturligvis ifølge loven strengt forbudt en mand at slå sin kone eller sine børn, hvis de ikke opfører sig, som han mener, de skal. Han bliver straffet for vold, hvis han bliver anmeldt for det.

Det er meget pinligt for en familie, hvis deres søn slår sin kone og børn! Hans familie har ikke kunnet opdrage ham til at overholde loven om ikke at begå fysisk vold!

Samtidig er det – ifølge hvad man kunne kalde ”moral-loven” – faktisk ”forbudt” en kvinde at finde sig i at blive slået af sin mand.

Det er også pinligt for en familie, hvis deres datter får bank af sin mand! Hendes familie har ikke kunnet opdrage hende til at overholde ”moralen” om at stå ved sine rettigheder og ikke finde sig i fysisk vold.

I Danmark går vi ind for total ligestilling mellem mænd og kvinder. Ingen af parterne skal kunne bestemme over den anden. Der forekommer desværre tilfælde af det, vi kalder ”hustruvold” i danske familier. Men det er strafbart, det er absolut ikke accepteret, og ingen ville – selv om de mente det – turde sige højt, at ”Det er sgu da helt i orden at stikke kællingen et par flade, hvis hun bliver for rapkæftet”!

Derfor virker det kolossalt provokerende på danskerne, at det i nogle nydanske familier er almindelig accepteret, at en mand må slå og straffe både sin hustru og sine børn.

Det virker også meget provokerende, at bl.a. muslimske familier giver drenge lov til at bestemme over deres søstre, og at muslimske kvinder i det hele taget – for os at se – er nødt til at indordne sig under deres mand eller far i alting.