Line tager på efterskole i 10. klasse og skal for første gang stå på egne ben uden hjerteveninden Pernille og kæresten Peter. Det er temmelig kompliceret at holde kontakten mellem de to verdener.

På efterskolen sker der dramatiske ting i Lines liv, men hun har det samtidig skægt med en masse nye venner, spændende skolefag…. og kærligheden.

”Typisk – efterskolen” er en fortsættelse af ungdoms-romanen ”Typisk!”, hvor Line med sin 9. klasse er på tur til London, men bøgerne kan sagtens læses uafhængigt af hinanden.

Uddrag af anmeldelser af “Typisk! – Efterskolen”

”Typisk efterskolen” har den 16-årige Line som hovedfigur. Hun fortæller i breve og mails til hjerteveninden Pernille om sine oplevelser på efterskolen Skovgård. Hun skal også holde forbindelsen til kæresten Peter, så det er ikke nogen helt ukompliceret opgave at ”stofskifte” med verden uden for efterskolen.

På efterskolen sker der dramatiske ting i Lines liv, og hun får øjnene op for en masse ting og beretter lige-ud-ad-landevejen om hverdagen på en moderne efterskole. Samtidig har hun det skægt, får masser af nye venner, opdager nye spændende skolefag og – naturligvis – forelskelsen. Hun må også træde i karakter, da hun opdager, at hendes værelseskammerat skærer sig.

”Typisk – efterskolen” er en fin beretning om at være på efterskole med alle de sorger og glæder, det uvilkårligt giver at være tæt sammen om noget vigtigt i en essentiel periode af tilværelsen. Det er en fortsættelse af “Typisk!” om 9. klasses tur til London, men bøgerne kan sagtens læses uafhængigt af hinanden.

Rasmussen

En bog for piger fra 13 år som drømmer om at komme på efterskole og for dem, der er lidt ældre og enten er der eller har været der og for hjem – heldigvis de fleste – det har været ”the time of their life”.

Forfatteren er journalist og psykolog, og hun rammer både de unges sprog og følelser. Som forgængeren ”Typisk”, 2001 er bogen skrevet som en fin vekselvirkning mellem jegfortælleren Lines objektive beskrivelser af oplevelserne på første semester på efterskolen Skovgård og hendes mere subjektive betroelser i breve og mails til hjerteveninden Nille, der går i 10. klasse derhjemme. Det giver et godt indblik i hverdagen på en efterskole med kammerater og lærere, nye faglige og menneskelige udfordringer og tankerne, der kredser om kæresten og alt det derhjemme, når der ellers er tid. Den appelerer til målgruppen og knytter an til forgængeren der trods sine fem år på bagen stadig er læseværdig.

En god og nyttig bog om en skoleform, som en stor del af de 15-17-årige kender enten af egen erfaring eller fra søskende og venner.

                                                                Lektørudtalelse, Ulla Møller

Tekstuddrag fra “Typisk! – Efterskolen”

Kapitel 29

Det typiske ved temadage er, at det ikke er til at sige, hvordan de udvikler sig.  Ingen af os anede, at “Store barndomsdag ville blive SÅ skæg.

Man kan sige mange ting om vores psyk-lærer, Jacob. En af dem er, at han går temmelig meget op i sine ideer, når han får dem. Og tit viser de sig også at være temmelig gode. De har i hvert fald været det so far.

Mange af de andre øv´ede og buh´ede yderst ihærdigt, da han bekendtgjorde på fællesmødet, at næste temadag skulle handle om ”at gå i barndom”. Vi på psyk-holdet forholdt os afventende, fordi vi altså har vænnet os til, at nok er Jakob lidt gak i bøtten på sin egen søde måde, men han ER altså også rimelig spændende at høre på. Man skal bare lige give ham en chance!

Så det gjorde vi også på det fællesmøde, hvor han fortalte, at han stod for næste temadag, og at det altså ville handle om barndom.

Skovgården har et system med, at alle på skolen en dag hver tredje uge skal lave noget sammen om et bestemt tema. Første gang var temaet – ikke så overraskende for en idrætsefterskole – “Krop og bevægelse”, hvor alle på kryds og tværs blev mixet i hold på tolv personer, som så kæmpede mod hinanden i alle mulige sportsgrene og den slags.

Der havde været et par tema-dage mere om natur, om sundhed og om miljø, og vi vidste, at vi senere skulle have en temadag om politik, fordi det snakkede stander-Jette om allerede på introduktions-aftenen, hvor forældrene var med.

Og nu ville Jakob så arrangere den her temadag om barndom.

“Ja, hvorfor ikke?”, som Jakob har lært os at sige i stedet for “hvorfor?” (og det er faktisk en ret morsom måde at anskue tingene på – prøv selv bare en enkelt dag, at sige ”hvorfor IKKE?” i stedet for bare at være imod).

Resten af skolen måtte ikke få noget at vide på forhånd. Et af principperne i temadagene er netop, at man netop ikke må kunne forberede sig på nogen måde, “for så er man ikke åben og indstillet på at tage imod”, siger lærerne. Men psyk-holdet var altså lidt orienteret på forhånd, fordi vi skulle hjælpe med at forberede noget af det.

Hele showet startede allerede ved morgenmaden med, at man KUN kunne få corn-flakes eller havregrød. Nul kaffe eller te.

Det blev der også en del mukken over. Nogle mennesker mener, at kaffe er både et basis-levnedsmiddel, som de ikke kan leve uden – og en hævdvunden ret for danskere. Men der var ikke noget at gøre, for vi skulle leve som børn hele dagen. Til allermindste detalje.

Efter cornflakes blev vi sendt tilbage til husene for at klæde os på i det tøj, der mest mindede os om, da vi var 4-6 år. Og pigerne fik besked på at tage make-up og smykker og den slags af.

Underligt at se visse typer helt uden mascara. Men det virkede sådan set efter hensigten: de kom til at se yngre ud. Og så satte vi selvfølgelig håret op i rottehaler og sådan noget, så det var en broget og ungdommelig flok, der mødtes i gymnastiksalen kl. ni.

Og der var selvfølgelig en masse fnisen og grinen. Især fordi en af dem fra Grønt Hus åbenbart havde en tand-lak liggende, så hele Grøn mødte op ”uden fortænder”. Det så herre-vildt ud, men de havde jo egentlig ret. De fleste børn skifter fortænder der omkring 6-års-alderen, så det var ok nok!

Og her var det så, at vi på psyk-holdet altså var lidt forberedt, fordi vi hele aftenen før havde knoklet med at bygge en GIGANT-sandkasse inde i gym-hallen. Tyk plastic på gulvet og en ramme af træbrædder og så MANGE trillbør-fulde sand fra en kæmpe bunke, der ugen før var læsset af ude bag køkkenbygningen, fordi de skal til at lave en stor terasse derude.

Det var for resten temmelig hårdt at slæbe med det sand, skal jeg hilse og sige. Men flot var det blevet! Og Jakob havde i mellemtiden læsset sandkassen til med små plasticskovle og spande og river og den slags. Og så havde vi hentet tre vand-bassiner hos nogle af lærernes børn og fyldt dem med vand.

Men vi måtte ikke komme i sandkassen endnu, sagde Jakob. Først skulle vi over i bold-hallen og lege sangleg !!!!!!!! Nåja… de fleste gik da med på spøgen, og det er altså skægt, så meget man faktisk kan huske af “gamle børnesange, når man først får dem repeteret.

Så skulle vi slæbe alle gymnastikmåtterne ud og sætte os på dem, og så kom køkkenpersonalet over med et par kasser med madpakker tid os og kvart-liters mælk.

Mens vi sad der på gulvet og spiste vores madpakker, spillede Jakob et bånd med de go´e gamle med Poul Kjøller. Vi sad og skrålede med på ”Jeg er så glad for min cykel” og havde det rigtig rigtig hyggeligt.

Efter frokost fik vi besked på “alle sammen at gå i husene og hente vores dyner, og så havde Jakob sat en stor-skærm op i bold-hallen, og vi så det afsnit af Bamse og Kylling, hvor de sprøjter vand på taget. I ved den der med ”Når regnen plasker oppe på taget, har regnen slet ikke oppe-daget, det kan regne NUL ned, vi har stoppet hul-let” o.s.v. Det var altså ret skægt!

Og så skulle vi SOVE TIL MIDDAG!!!!!

Jeg kan altså ikke huske, at vi stadig skulle sove til middag i børneren, da vi var så store, men det var jo ligegyldigt. Hyggeligt var det at ligge der på lange rækker og guffe os under dynerne og få at vide, at vi IKKE måtte snakke sammen. Vi skulle HVILE!

Det virkelig weired er, at en del af os faktisk faldt i søvn! Men ok – min far har også altid sagt, at teenagere falder naturligt i søvn, hvis de ligger vandret UDEN et tændt fjernsyn, og han har da muligvis ret.

Selv var jeg også døset lidt hen, da vi blidt blev vækket af Julianes bløde stemme. Jakob havde fået Juliane til at komme og lave en ”fantasi-rejse” med os. Det er sådan noget med, at hun får os til at slappe enormt af ved at tænkte på at gøre hver enkelt del af kroppen tung og varm… og så begyndte hun med sin rolige messende stemme at snakke om at være barn.

Hun bad os forestille os, hvad vi havde oplevet, fra vi blev vækket af vores forældre om morgenen og kørt i bil eller på cykel hen til børneren… hvordan vi næsten ikke kunne holde øjnene åbne i morgen-mørket….hvordan vinterluften havde nevet os i kinderne… hvordan det var at komme ind i børnehaven og få heldragten taget af…. og måske få serveret morgenmad eller gå i gang med at lege med de andre.

Vi skulle tænke på, hvem vores bedste venner var dengang… hvad vi havde leget…. hvem af de voksne i børneren, vi bedst kunne huske….. hvordan lyden og duftene og lyset havde været….

”Og nu skal du stille og roligt mærke din krop igen… mærk energien begynde at strømme i dine fødder og ben… i dine fingre og arme…..”

Juliane fik os til at ”vågne” igen… men i vores barne-krop…. og…. jamen jeg ved godt, det lyder totalt syret… men sådan FØLTES det!

Det blev faktisk helt anderledes, da vi slog øjnene op. Vi så på hinanden på en helt anden måde….. jeg kan ikke helt forklare hvordan det var, men…. ANDERLEDES. Og vi fik lov at gå over i gym-salen og lege i sandkassen og i en kæmpe bunke duplo-klodser, som Jakob havde lånt fra et par daginstitutioner i nærheden. Han havde endda skaffet en bunke BARBIE-dukker og Brio-tog. Er det pinligt at sige, at det var enormt skægt?

Drengene væltede sig selvfølgelig straks over tog og Duplo….. hvad kunne man vente andet? Men der gik faktisk ikke ret lang tid, før jeg befandt mig dybt koncentreret i gang med at bygge en havn i sandkassen sammen med Len og så Signe og Anja fra Rød.

Vi sagde ikke ret meget, byggede bare. Og det var faktisk lige som om verden forsvandt rundt om os. Vi hørte slet ikke de andre, vi arbejdede bare på vores havn, og tiden fløj af sted, indtil Jakob råbte, at nu skulle vi ”holde frugt”, og så skulle vi sætte os i rundkreds henne i den anden ende af salen og spise bananer og æbler, mens han læste et kapitel af Pipi Langstrømpe for os.

Bagefter fik vi lov at lege videre. Vi fire kunne sgu næsten ikke vente på at komme tilbage til vores havn. Og så kommer det skægge: Jamen ALLE gik virkelig i barndom på den ene eller den anden måde. Tro da ikke andet, end at to at knejterne ovre fra Blå LIGE skulle hen og drille os… jeg tror altså ikke, det faktisk VAR med vilje, men Andreas kom altså til at trampe på vores ene mole, så vandet væltede ud over det hele, og tænk jer – vi blev bare så HERRE rasende. Anja blev så tosset, at hun tog en plastic-spand og hamrede den ind i tindingen på Andreas, og Signe rev ham i håret og skreg ham lige ind i ansigtet, så alle de andre blev stille omkring os og kom hen og kiggede.

Der kom nu hurtigt ro på igen, selv om Andreas havde været lige ved at stikke Anja en på bærret, sagde han bagefter.

Men du godeste, hvor blev vi bare stille og eftertænksomme bagefter. Det havde virkelig været som en helt anden verden. En længst svunden og glemt verden (som Jakob formulerede det om aftenen i evalueringen). Meget meget underligt!

Vi fik pølser og spaghetti med sodavand til aftensmad – og det var udelukkende, fordi Mammama kom ind og sagde, at vi kunne bare PRØVE!!!  at det ikke udviklede til en kæmpe food-fight, for stemningen var altså ret høj.

Store barndomsdag sluttede der i spisesalen med, at Juliane rejste sig og bad os lukke øjnene og slappe af på stolen og fornemme vores krop igen og mærke, hvordan den voksede til nuværende ”størrelse næsten-voksen”, som hun kaldte det. Og så fik hun os til at tænke lidt på dagen i går og dagen i morgen og den netop overståede terminsprøve og vores fremtidsplaner og sådan noget, inden vi skulle åbne øjnene igen.

Besynderligt. Som en tidsrejse. Som noget, man ser i en sci-fi film. Vi lukkede øjnene op igen, og det hele var lidt ligesom en drøm.

Vi gik over i salen og hjalp hinanden med at køre sand ud og hælde Duploklodser i sække og rydde op. Det var faktisk helt vemodigt at skulle ”sige farvel” til vores herlige sandkasse-havn. Den var blevet SÅ FLOT! Heldigvis kom Len i tanker om at stryge over efter sin digi-foto og fik taget et par billeder af den og af os tøser, inden vi jævnede den ud.

Og bagefter gik vi så i spisesalen igen til te og evaluerede.

Jeg hørte ikke så forfærdelig meget af, hvad Jakob sagde til den evaluering. Jeg sad bare helt stille og tænkte på, hvor mærkeligt det egentlig var, at barndommen var forbi og jeg var næsten voksen, og…. hvorfor var det nu lige, man havde haft så travlt med at blive ”stor” ???

Den nat drømte jeg om, da vi startede i skolen og Marie, som jeg sad ved siden af den første dag i børnehaveklassen. En mærkelig dag, store barndomsdag! Sjov… og tankevækkende!