9. klasse er på tur til London.

Line må undvære sin elskede veninde Pernille, der har brækket et ben og må blive hjemme.

I løbet af turen finder Line ud af, at der findes andre i klassen udover de fjollede puttehøns, der taler lærerne efter munden og drikker, og nørderne, der ikke kan snakke om andet end teknik.

Der er bl.a. den forsigtige Lea, der er den selvstændige Mille med punk-håret, der er det dramatiske kærestepar Chris og Allan, og så er der Peter, der bliver ved med at dukke op på de mest uventede tidspunkter…

Uddrag fra anmeldelser af “Typisk!”

”Selv om bogens hovedpersoner er 16-årige vil unge fra 14 år sagtens kunne identificere sig med temaerne: klassetur, forhold til lærerne, venindeskab, kammeratskab, den første forelskelse, konflikter, konfliktløsning, den første øl osv – bogen er både tekstmæssigt og omfangsmæssigt overkommelig for alle og med den vinkel kunne den være et udmærket oplæg for klasselæsning med efterfølgende debat”.

            Lis  Eriksen, Dansk Biblioteks Center

”Lotte Kjærup har ramt aldersgruppen godt… den der har været på mange lejrskoler, nikker genkendende til begivenhederne.. og så føres læseren i tilgift rundt til Londons kendeste steder”

                                                                            Lis Mikkelsen, DBC

Tekstuddrag fra “Typisk!”

Kapitel 9

Det typiske ved drenge (udover at de generelt er støjende, fjogede og dumme i nakken) er: …målrettethed!

Det må man lade dem. De går efter det, de vil have, hvad enten de skal score på fodboldbanen eller have half a pint på en engelsk pub.

Stædighed på boldbanen mener jeg godt, vi andre kan gøre dem efter, men jeg vil indrømme, at jeg nok ikke ville være helt så opfindsom bare for at smage engelsk øl.

Nu er virkeligheden den, at voksne englændere har ligeså elendig en hukommelse, som voksne danskere. Det er som om, enhver på sin 18-års fødselsdag automatisk sletter den fil, der lagrer, at man også godt kan lide en enhelt øl eller to som 16-årig. Pling! Og så tror man, at man selv aldrig havde hørt om begrebet alkohol før lige netop den dag.

I hvert fald vil englænderne heller ikke udskænke stærkere drikke end cola til personer under 18 år. Og hvad gør man så?

Hvis man er drengene i vores klasse, så tænker man kreativt. Adskillige af deres ideer har vist sig ikke at fungere. Men to af dem giver faktisk gevinst de fleste gange.

Den ene metode går ud på, at Tenson, som – hvor nørdet han ellers er – faktisk ser ældst ud, tager Mik´s seje læderjakke på og går hen til bardisken sammen med Sverre, som er et hoved mindre. De andre venter bagved.

Tenson skruer charmen på og siger – meeeeeeget høfligt;: ” Excuse me, but we come from Norway, and I´m not quiet sure about the English law dealing with alcohol and youngsters. My kid brother (her lægger han armen omkring skulderen på Sverre) is 16. Are you allowed to serve him beer?”

Og tenderen gør sig umage for at forstå Tensons gebrokne engelsk og svarer så i enkle vendinger, at man ikke må få serveret øl, før man er fyldt 18 år.

Tenson nikker indforstået og siger tak. Så slår han beklagende ud med armene overfor Sverre og siger noget plidder-pladder til ham på dansk med sådan lidt norsk-agtig accent. Han sørger for, ordet Cola indgår med spørgende tonefald.

Og Sverre nikker tvært, hvorpå Tenson indforstået beder bartenderen om en cola til ”the kid” og så øl til resten af gruppen og tilføjer indsmigrende, om der er noget bestemt lokalt mærke, tenderen vil anbefale dem at prøve, når de nu er i England for første gang.

TÆNK! Den virker næsten hver gang. Muligvis gennemskuer bartenderen nummeret og vil bare give dem credit for den smarte idé, og måske er det fordi afledningsmanøvren faktisk fungerer.

Og så går de ned til bordet med en flok bajere. Og Sverre får Sørens øl, fordi Søren overhovedet ikke drikker andet end cola, og så er alle glade.

Jeg kan ikke rigtig se, hvorfor det skal være nødvendigt at udgive sig for nordmænd. Men drengene påstår, at englændere tror, at nordmænd er mere uskyldige end danskere og svenskere, og at de aldrig kunne finde på at lyve. Guderne må vide, hvor de har det fra, men dem om det!

Det andet nummer har Peter fundet på, og det er faktisk ret underholdende at deltage i.

De fleste af os, der er med til showet, dasker parvis eller alene ind på den aktuelle pub sådan over et kvarters tid og sætter os rundt om i lokalet, som om vi ikke kender hinanden.

SÅ kommer selve nummeret: Peter drøner meget hurtigt ind og kigger sig omkring med så store bevægelser, at han fanger alles opmærksomhed. Så vinker han bagud, og Tenson træder ind på arenaen, atter iført Mik´s læderjakke samt Allans kulsorte solbriller, som er latterlige, men ser dyre og checkede ud.

Efter Tenson kommer så et par af pigerne væltende med fnis og pjat og skubber hinanden ind i ham og sådan noget. Tenson smiler høfligt men lidt irriteret, som om han er en eller anden popstjerne, som altid har en hale af duller efter sig.

Og det er lige netop det, han skal forestille. Han stiller sig ved baren bag Peter, som på sit jo altså fuldstændig korrekte skotsk diskret spørger barmanden, om der er en bagudgang.

”Gil McGregor really wants to get rid of those giggling kids. They are damned annoying, if you ask me”, siger han og bestiller et par øl.

Mens tenderen og de andre pub-gæster spekulerer sig gule og blå over det her skotske teenage idol, som de ikke LIGE kan huske, de har hørt om, drikker Peter og Tenson så deres øl stående ved baren.

I mellemtiden er vi andre begyndt at stikke hovederne sammen og mumle halvhøjt og hviske ”McGregor” og pege og skabe opmærksomhed, og efterhånden står vi alle sammen oppe ved  baren og tigger Tenson om at skrive sin autograf på vores arm eller sådan noget.

Tenson lader som om han omsider giver efter for presset fra fanklubben, og Peter trækker opgivende på skuldrene og tæller os lynhurtigt, hvorpå han beder bartenderen om ”A drink for our young friends here”, smider penge på disken, får Tenson til at drikke ud og nærmest skubber ham ud gennem den bagudgang, tenderen før udpegede (eller indgangen, hvis der ikke er en bagudgang).

Af en eller anden grund stikker bartenderen så altid os andre en øl. Måske fordi Peter altså har betalt for dem. Eller måske fordi det ikke vil være god tone at forhindre en skotsk berømthed i at gi´ en omgang til sine fans i London.

I hvert fald får vi alle sammen et glas øl, og bagefter mødes vi så på den aftalte nabopub med Tenson og Peter, som ikke har de store vanskeligheder med at få serveret, når bare de er alene sammen.