- Hvad kan få en dreng til at føle sig alene som på en øde ø, mens han spiller fodbold og faren ser på?
- Hvordan kan en mor ødelægge en konfirmationsfest allerede ved forberedelserne?
- Hvordan kan såkaldte veninder få en pige til at føle sig utroligt dum?
Svarene på disse spørgsmål kan du få i nogle af bogens 7 små noveller. De handler alle om 10-13 årige, der føler sig alene og ikke-forstået i nogle situationer.
”Som en øde ø” er skrevet til elever i 4.-7. klasse og kan læses eller genlæses med forskelligt udbytte på de enkelte klassetrin.
Der er til novellerne udgivet et ”Lærerens opgavehæfte til kopiering for 4.-7. klasse” med spørgsmål til hver novelle samt en række andre opgaver, der kan bruges i forbindelse med emnet.
Uddrag fra anmeldelser af “Som en øde ø – historier om at føle sig alene og ikke-forstået”
”Det er velskrevne, kortfattede noveller, der alle slutter indholdsmæssigt alvorlige steder, hvor novellernes hovedpersoner – børn mellem 10 og 13 år – befinder sig i følelsesmæssigt meget sårbare situationer.”
Lis Eriksen, lektørudtalelse, DBC
”Materiale, der er enkelt, overskueligt og aktuelt, kan anvendes delvist eller helt og kan tages op i aktuelle situationer. Det egner sig primært til klassebaseret undervisning i faget dansk på 4.-7. klassetrin.”
Knud Stadelund, lektørudtalelse DBC
Tekstuddrag fra “Som en øde ø – historier om at føle sig alene og ikke-forstået”
”Det føles, som om han står helt alene på en ø midt på banen. En øde ø, kilometer borte fra det hele.
Som i slow-motion ser han ryggene af kammerater, som styrter tilbage for at redde, hvad reddes kan. Men det kan det ikke. To forgæves tacklinger af deres bedste fløjspiller, og så…. BANG
… Henrik har ikke en chance i målet. 4-3 !
Han kigger hen mod far, der står til venstre for målet.
Ingen øjenkontakt. Far så væk, da målet faldt. Bare et lille nik eller et lillebitte vind. Bare så han kan vide, at far så, at han i det mindste forsøgte.
Åhr, kan far dog ikke se, at det var solen. Han kunne garanteret ikke engang selv have nået den bold. Selv om han har været så god i sine unge dage.
Men den slags forklaringer hjælper ikke noget.
– Når man kikser, så kikser man. Det er lige vilkår for alle på banen, og man må bare se det i øjnene, hvis man ikke er god nok. Og så træne og træne. Hvis man altså vil blive god.
Jo, selvfølgelig vil han gerne blive god. Gøre far glad. Bare én gang. Bare en lille smule stolt af sin søn. Men det lykkes aldrig.
Og far bliver så fjern. Den der måde han prøver at smile, som om det da ikke betyder noget…. med hovedet vendt bort, når de hurtigt forlader banen. Absolut ikke lyst til at stå og diskutere kampen med de andre fædre.
Han ved udmærket, at far er skuffet. Men for pokker. Han kan jo ikke gøre for, han ikke er så god som Jens og Andreas. Og når han nu fik solen i øjnene…….”