En mini-roman med spørgsmål og opgaver

Saleh er begyndt at komme sammen med Mette og mødes hemmeligt med hende i ejendommens vaskekælder, for hans familie må ikke vide noget. Og han kan ikke rigtig finde ud af, om Mette har lyst til mere end at kysse. Hvorfor spiller hun op, hvis hun ikke vil alligevel ? Og hvorfor reagerer hun så voldsomt, da han en aften går lidt for vidt ?

Det er rammen om historien i denne bog om integration til eleverne i 7.– 10. klasse. Den henvender sig især til klasser med mange tosprogede elever, modtageklasser og unge på sprogskoler.

Hvordan kan en mini-roman om kønssoller og kulturforskelle bidrage til øget integration ? Det kan den først og fremmest ved at blotlægge forskellene og lægge op til at tale åbent om dem. Komme bag om fordommene om både dansk og muslimsk kultur og diskutere åbent: Hvad er ret og rimeligt, og hvad er ikke ?

Udgivet med støtte fra Undervisningsministeriet

Tekstuddrag fra Saleh – En mini-roman om kønsroller og kulturforskelle

Kapitel 3. Trine

Et stykke fra boldbanen sad de ældre mænd i en lille gruppe under træerne og snakkede. Bagved sad alle ”de stumme krager”, som hendes far kaldte dem. Tavse, sortklædte kvinder, der kun snakkede meget, meget lavmælt med hinanden, altid meget lavmælt. Og den måde, de bevægede sig på. Stille, tyst, som om de listede af sted. Altid mindst to sammen. De gik aldrig alene.

De små piger larmede til gengæld voldsomt, måtte man sige. Så længe de var små, måtte de åbenbart gerne råbe og skrige og hyle op og vræle ved den mindste anledning. Hun havde tit syntes, de opførte sig bundhysterisk.

De første 200 gange var Trine sprunget hen til vinduet, når en af de forkælede små tøser skreg, som om der var akut livsfare. Og så var det bare, fordi ungen havde tabt sit bolsje, eller en af de andre havde lånt løbehjulet. Så hylede de som stukne gri…. nå nej, det måtte man vel ikke sige om muslimer. Politisk ukorrekt !

Men hylede gjorde de, indtil et vindue blev åbnet ovenpå, eller en af ”kragerne” svævede ned af trappen og kom det nødstedte barn til undsætning. Nå ja, sådan set var drengene ligeså hysterisk larmende og forkælede. Det var skam ikke kun tøserne !

Forskellen var tværtimod, at drengene fortsatte med larme op og føre sig frem som små paver og verdensmestre også som teenagere…. mens pigerne forsvandt fra legepladsen omkring 9-10 års alderen og så efter nogen tid dukkede op igen som det, far kalde en ”mini-krage”. Stille, indhyllet i sort klæde, med nedslået blik og tavs.

Det var egentlig utroligt, de fandt sig i det, kvinderne. De små piger holdt helt op med at lege, så det ud til, og de måtte ikke være ude sent om aftenen eller noget, mens deres yngre brødre stadig benede rundt til sent og smed deres cykler og legetøj over det hele…..

Tekst uddrag fra Opgavedelen: Bettina´s breve til Bazir.

Om respekt

Kære Bazir

Nu har jeg igen hørt en arabisk fyr sige, at ”vi kræver respekt fra danskerne”, og jeg vil bede dig forklare mig, hvad ordet ”respekt” egentlig betyder på dit sprog, hvis man oversætter det direkte.

Er FRYGT og RESPEKT det samme i din verden ? Jeg ved godt, at på engelsk kan det være lidt svært at finde ud af forskellen, men på dansk betyder – eller betød tidligere – de to begreber altså ikke det samme.

Frygt er noget, man føler for nogen, man er bange for. Nogen, ”der kan banke én”; hvis de vil, eller nogen, der er så rablende sindssyge, at man ikke aner, hvad de kan finde på og derfor er nervøs ved at være i selskab med dem.

Frygt er ikke svær at opnå – det kræver ikke en skid af en mand at vække frygt. Eller af en kvinde, for den sags skyld. Hvis en kvinde har en pistol eller et andet våben, eller hvis hun bare er voldelig i al almindelighed, bliver man bange for hende. Man føler frygt !

Respekt er altså på dansk noget helt andet – man vækker omgivelsernes respekt ved at gøre noget ud over det sædvanlige: ved at være modig eller klog eller morsom eller noget andet – men man får IKKE respekt fra danskerne ved at være truende og voldelig, over hovedet ikke !

Jeg snakkede engang med en iransk fyr om det med respekt. Han havde boet i Danmark i 6 år, gik på handelshøjskole og var meget ”europæisk” i sit udseende og sin væremåde. Han sagde lige ud: ”Når jeg bare går på fortovet alene med min sideskilning og pæne jakke, føler danskerne, de bare kan skubbe til mig, når de går forbi. Jeg ved godt, hvordan jeg skaffer mig respekt fra danskere. Jeg skal frisere pandehåret tilbage, tage solbriller og en læderjakke på, og så skal jeg slentre langsomt på fortovet sammen med et par venner af samme farve som mig. Så bliver vi behandlet med respekt af danskere”.

Er det sådan, det ser ud for jer, Bazir ? Når arabiske fyre forlanger respekt, handler det så om, at de ønsker, vi skal være skide bange for, at de vil slå os ned eller skyde os ?

Helt ærligt – hvor megen respekt fortjener man for at rende rundt i grupper og spille op og true andre mennesker ? Forklar mig lige det, please.

Kærlig (og respektfuld SS) hilsen Bettina.

Uddrag af anmeldelser af Saleh:

…Lotte Kjærup får i hvert fald ridset problemstillingerne op,og de efterfølgende spørgsmål til de enkelte kapitler samt de mere brede indgange til opgaver og diskussioner om fx piger og påklædning, drenge- pigeopdragelse, religion og tro og religion som menneske- og magthaverformidler for ikke at tale om FN´s menneskerettighedserklæring må kunne få diskussionerne til at gnistre i målgruppen blandt 7. – 10. klasse vedr. etniske konflikter på tværs af kulturer. Romanen er let læselig og derfor egnet til klasser med mange tosprogede elever, og det er så lærerens kunst i klassen at få præciseret etnisk kulturelle og religiøse forskelle samt at få eleverne til at se, hvad der skiller og samler, og om man i det hele taget kan integrere vidt forskellige livsopfattelser. Jørgen Holst, Læsepædagogerne