Hun er 11 år

Hun er fuldstændig alene i verden

Hun er omgivet af rå natur og vilde dyr

Hun har aldrig lært at forsvare sig…

 

Stenalderpigen Lue udstødes af sin stamme og må lære at klare sig selv i skovene. Hendes særlige evner til at kommunikere med vilde dyr redder hende – sammen med en god portion mod og imponerende vilje til at overleve.

 

Uddrag fra anmeldelser af “Lue”

”Lotte Kjærup har tidligere skrevet bøger i serien 9 – 13 for de 9 – 13 årige. Denne bog kunne være en børneudgave af ”Hulebjørnens klan”

”Lue” handler om pigen Lue på 11 år fra stenalderen. Hun er ikke som de andre. Hun taler ikke, og hun ser anderledes ud med sine mørke og skrå øjne, som sidder lang fra hinanden. Historien er spændende og medrivende.

Det er en absolut læseværdig bog, som ganske sikkert vil være til glæde for målgruppen. Teksten er velskrevet og kan anvendes såvel som fritidslæsning som læsning i skolesammenhæng evt. i forbindelse med emnet: Stenalderen. Bogen vil også være anvendelig som oplæsningsbog”.

 Pia Boysen,  Læsepædagogen

”…positiv og rar stemning, forfatteren skaber omkring den snarrådige og modige pige. En bog, som nok især piger i 5.-6. klasse vil nyde at læse”.’

Else Kristensen, DBC

 

Tekstuddrag fra “Lue”

3. DEL

Hulen

Lue stirrede ind i mørket og snusede vagtsomt. En gammel fjern lugt. Der lugtede ikke af noget levende, men derfor fandt hun ikke modet til bare at vandre ind i dette dunkle uvisse.

Bree var ikke bange. Bjørneungen virkede, som kendte den stedet godt. Først gik den lidt pibende rundt om indgangen og snusede. Så luntede den ind i mørken og var et øjeblik efter væk.

Hulen måtte være dyb. Hun kunne høre Bree rumstere rundt lang inde. Hvis der var et levende væsen, ville det være vågnet nu, og hun ville have kunnet høre det. Der var ingen lyd overhovedet udover bjørnens småsnøften og roden og skraben på sten og jord.

Bree blev derinde en tid. Så kom den ud og gned sit hoved mod Lues ben. På vej ind i mørket igen vendte den sig et par gange og kiggede opfordrende på sin menneskeven. Og Lue besluttede sig til at gøre forsøget.

Først fandt hun noget tørt mos og en tyk gren, slog ild med de flintesten, hun altid  havde i bælteposen og tændte mosset. Lidt kvas skabte tilpas store flammer, til at grenen fængede.

Med denne fakkel foran sig i strakt arm gik Lue langsomt efter bjørnen. Gennem den første åbne del af hulen og ad en snæver smal gang skråt til siden.

Forude kunne hun høre bjørnens snusen og skraben, og nu anede hun det store dyr som en bevægelse i mørket. Loftet var lavt her, så Lue måtte kravle på knæene det sidste stykke, mens hun prøvede at holde faklen foran sig med den ene hånd.

Da hun nåede hulens bund, kunne hun se, hvad det var, Bree var i gang med. Bjørnen rodede med poterne i en stor bunke af gamle visne grangrene med totter af mos. Under grenene lå et tykt lag af røde nåle. Så lagde den sig med et dybt suk op mod hulens væg, lukkede øjnene og faldt i søvn. Trygt, som var den endelig kommet hjem efter en lang rejse.

Lue så på den slumrende bjørn og forstod, at det var netop, hvad der var sket. Hulen her måtte være den, Bree var født i og havde boet i med sin mor og bror sin første og måske anden vinter.

Nu havde bjørnens instinkt åbenbart fået den til at søge tilbage. Måske fordi den omsider havde opgivet at få sin familie tilbage. Måske fordi nættere var blevet køligere i den sidste tid, og dyret huskede, at her var lunt og læ.

Lue havde holdt sin fakkel i god afstand af de tørre grangrene. Kun en lille gnist ville kunne få dem til at flamme op og skabe en stor fare.

Nu var ilden ved at gå ud, og hun skyndte sig at få et overblik over bjørnehulen, mens hun endnu kunne se.

Væggene bar tydelige spor af bjørneklør. Den voksne hunbjørn måtte have gravet den inderste del ud til lejet. Bunden var dels sandet jord og dels stenklippe. Den var ru for hænder og knæ at kravle på, men nogenlunde plan. Brees mor havde været omhyggelig, da hun gjorde hulen klar.

Den forreste del måtte være opstået naturligt, da træerne på bkken faldt, og rødderne blev revet op. Bjørnen havde fundet hullet, og selv gravet en soveplads ind i hulevæggen, så vinterstormene ikke kunne nå ind.

Lue kravlede ud og satte sig i græsset og hvilede lidt, mens hun kiggede ud over klipperne, der skrånede fra bakken ned mod vandet. Hun så fugle i flugt mod den blå himmel og tænkte på, at det meste af sommeren var ved at være forbi.

Så gik det op for hende, at det var her, hun skulle bo, når vinteren kom. Hun og Bree. Bjørnen havde sikkert vidst det længe. Da den havde forladt sin døde familie og knyttet sig til Lue, havde den måske allerede dybt i sin sjæl planlagt at søge tilbage til hulen for vinteren.

Eller måske tænkte en bjørn slet ikke. Den handlede sikkert bare efter sine naturlige drifter, når de blev vakt af vejr og vind – og lagde ikke planer på samme måde, som mennesker gjorde.

Lue var kun et menneske. Hun var nødt til at lægge planer. I tanken gennemgik hun alt, hvad hun vidste, om at indsamle føde om sommeren og opbevare det, så det kunne holde sig vinteren igennem.

I sit liv i skoven havde hun indtil nu ikke tænkt på at indsamle mere føde, end hun kunne spise. Der var ingen steder, hun kunne have gemt det. Men nu var hulen der. Nu kunne hun skabe et fast holdepunkt. Et sted at komme tilbage til. Et sted at opbevare sine redskaber og forråd. Og et sted, hvor hun kunne overleve trods vinterkulden og derfor måtte have mad og brænde at leve af.

 

Vinteren havde Lue næsten ikke skænket en tanke. Måske havde hun slet ikke ventet at leve så længe. Nu vågnede alle hendes overlevelsesinstinkter, og hun så sig grundigt omkring med vinteren for øje.

Og det var let at forstå, hvorfor Brees mor havde valgt denne hule til at føde og opfostre sine unger i. Bagved var bakken, og på den ene side var stedet beskyttet mod farer af de stejle skrænter, som ingen angribere vile komme fra.

Foran hulens indgang var en lille åben plads med klippegrund, som til den ene side gik op mod skoven og til den anden mod krattet, som heller ikke ville være nogen naturlig vej for farlige dyr at komme. Der var kun skovsiden at beskytte sig imod. Samtidig var det også den eneste flugtvej, hvis der skulle komme fare på færde. Men det var der ikke noget at gøre ved. Hulen var til enhver tid mere sikker end træer og skovbund. Og den kunne give beskyttelse mod kulden. Bedre vinterhi ville hun næppe kunne finde.

Det slog Lue, som hun sad der i græsset, at det var længe siden, hun havde tænkt på bopladsen og Rads hus og de andre mennesker i klanen.

Denne sommer med Bree havde næsten fået hende til at glemme, at hun var et menneske.

Så gik hun i gang med at undersøge området. Lige nede for skovkanten stødte hun på den lille kilde, som hun først troede, var grunden til, at Bree var gået i denne retning. Frisk vand ikke ret mange skridt fra hulen. Jo, Lue ville også have valgt denne hule til at føde sine unger i, hvis hun havde været en bjørn, tænkte hun.