- Hvad sker der egentlig, da Carina inviterer nogle venner i biografen og på burgerbar?
- Hvorfor er det Jonas, der kommer til at brække sig ?
- Hvorfor fortryder Julia, at hun går med ?
- Hvorfor får Jannick ikke lov ?
- Hvorfor lyver Kamilla for sin mor ?
- Hvorfor vil Thomas ikke have, at faren blander sig ?
- Hvorfor er Niller bare så cool ?
Det er nogle af de spørgsmål, der melder sig under læsning af disse 7 små noveller. En bytur opleves forskelligt gennem 7 personer, som er involverede på forskellige måder.
”Carina – en historie om tweenies på bytur” er skrevet til elever i 4-7. klasse og kan læses eller genlæses med forskelligt udbytte på de enkelte klassetrin.
Der er til novellerne udgivet et ”Lærerens opgavehæfte til kopiering for 4.-7. klasse med spørgsmål til hver novelle samt en række andre opgaver, der kan bruges i forbindelse med emnet.
Uddrag fra anmeldelser af “Carina – en historie om tweenies på bytur”
”Novellerne fungerer bedst i undervisnings-sammenhænge og ved forældremøder kan de sammen med det tilhørende opgavehæfte med fri kopiret danne grundlag for mange diskussioner og aktiviteter på 4.-7. klassetrin.”
Hans Christian Uth, lektørudtalelse, DBC
”Formålet er forebyggende i forhold til de unges begyndende ungdomsadfærd, forholdet til forældrene, at lyve, at føre sig selv bag lyset og indrette sig efter andres (tænkte) behov. Den skjulte dagsorden er at forebygge den tidlige alkoholdebut.”
anmeldelse på www.ssp-samraadet.dk
Tekstuddrag fra “Carina – en historie om tweenies på bytur”
Det var overhovedet ikke sjovt længere. Jonas stod stadigvæk og brækkede sig op af muren. Det var enormt ulækkert. Bare fordi han skulle vise sig overfor Niller og drikke øl og cigaretter. Han kunne jo alligevel ikke tåle det, den nar.
Og Carina skabte sig helt åndssvagt og stod og svajede op af Niller, som om hun var skidefuld. Hvor latterligt. Kamilla havde jo selv set, hun bare tog en enkelt slurk af Nillers flaske, og det blev man vel ikke så fuld af.
Hun skuttede sig i sommerjakken. Hvorfor skulle hun også absolut tage den på, bare fordi den var ny. Det var jo enormt koldt. Det havde mor også sagt, da hun låste cyklen op og kørte over mod Julias vej.
Kamilla havde ikke turdet fortælle, det var Carina, de skulle være hos. Så havde hun ikke fået lov. Hun ville jo ikke have fået lov under nogen omstændigheder. Slet ikke til at tage ned i byen om aftenen.
Og så de 30 kroner fra skålen på kommoden. Men hvordan skulle hun forklare, at hun måtte have penge med, når hun bare skulle over til Julia og spille Matador med nogle af dem fra klassen og sove til i morgen…