Ungdomsroman i serien 9-13
En hel sommerferie i mormors sommerhus.
Og sammen med den lidt yngre fætter, Nicklas, fra Sverige
Michala på 13 år (næsten) regner med, at hun vil kede sig vildt.
Men det går helt anderledes.
Nicklas overrasker hende.
Og ved et tilfælde opdager hun nogle hemmeligheder om familien…
Uddrag af anmeldelser af “Sommeren med Nicklas”:
”En god varm bog, som sætter fokus på de problemer, voksne skaber, men som oftest kommer til at berøre børnene.”
Birthe Antonsen, Læsepædagogen
”Forfatteren har taget endnu et væsentligt problem op for de 10-13 årige… en god brugsbog til at snakke om følelser og voksenrelationer for mellemgruppen…. friskt sprog. Fritidslæsning og evt. fælleslæsning i dansk i 6. – 7. klasse.”
Karsten Boll, lektørudtalelse DBC
Tekstuddrag fra “Sommeren med Nicklas”
Jeg halvsov og lå egentlig og nød den varme fornemmelse, mens det ganske langsomt sivede ind i bolden på mig, at jeg lå her i dobbeltsengen i gæste-annekset, og min lille fætter, som altså var større end jeg, lå helt tæt ind til mig med sine arme beskyttende rundt om mine skuldre og min mave.
Nicklas sov med lidt åben mund, Det var derfor, jeg vågnede ved, at han pustede på halsen.
Jeg var så varm og glad i maven. Det boblede inden i mig. Ikke som sodavand. Ikke som før juleaften, da jeg var lille. Og ikke som når man er spændt på en fødselsdag eller noget. Mere roligt. Enormt dejligt. Jeg var bare så glad. Og udenfor kunne jeg høre, at fuglene var begyndt at vågne og småfløjte med mellemrum, selv om det stadig var næsten-mørkt, sådan som det er på sommernætter.
Jeg fik lyst til at stå op – at gå ud i fuglesangen og det hele, hoppe og løbe og synge…..
Jeg følte mig let, som om jeg kunne flyve.. eller bare svæve ud af sengen og ud af døren og hen over skoven eller ud over vandet… som i Peter Pan der hvor de flyver hen over London midt om natten.
Men samtidig var det så tindrende dejligt bare at ligge her i varmen under dynen med Nicklas tæt ind til mig og bare være. 300 procent. 800 procent. Hvor meget er hundrede 100 procent ?
Jeg kom til at fnise, da jeg lå og prøvede at regne nullerne ud, så jeg må have forstyrret Nicklas. I hvert fald mumlede han lidt, rykkede på sig og løftede sin arm fra min mave op og lagde den omkring halsen på mig. Stadig i søvne strøg hans fingre kærligt over mit hår og ud over skulderen. Jeg lå helt musestille og holdt vejret….